KORT NYT FRA DANMARK
Et forskerhold med dansk deltagelse har opdaget, at progenitorceller både tager individuelle valg, men også interagerer med andre celler for dermed at skabe et fælles mål. Resultaterne kan, ifølge forskerne, føre til kontrol med produktionen af insulinproducerende celler i behandlingen af diabetes. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Forskerne kiggede på de såkaldte progenitorceller, som er celler, der blandt andet har en evne til at udvikle sig til forskellige celletyper – alt efter behov. Forskerne opdagede, at i en gruppe af ens celler, var der celler, der både delte sig, for eksempel for at få et organ til at vokse, og celler, der specialiserede sig og dermed stoppede med at dele sig.
Ved at filme cellerne, som forskerne havde afmærket selvlysende, opdagede forskerne, at en beslutning fra ‘moder-cellen’ blev videregivet til to ‘datter-celler’, der derefter specialiserede sig synkront. Ud fra observationerne blev der udarbejdet en matematisk model, der, ifølge forskerne, kan forudsige udviklingen af celler i flere generationer.
»Med disse film er det muligt at se og kvantificere beslutningsprocessen i samtlige af organets celler på en måde, der vil gøre det interessant at undersøge mange andre organer. I udgangspunktet fokuserede vi på én generation, men nu er det blevet muligt at observere deres efterkommere over flere generationer,« siger adjunkt Yung Hae Kim fra Københavns Universitet i pressemeddelelsen.
Selvom studiet er fokuseret på grundforskning og dermed er yderst teoretisk, mener forskerne, at man nu har redskaber, der kan kontrollere, om en celle skal udvide sig eller specialisere sig til en celle, der kan producere insulin.
»I fremtiden vil vi kunne transplantere insulinproducerende celler over i diabetespatienter ved at forhøje den forventede specialisering eller ved at presse ‘moder-celler’ til at overføre beslutningen om at specialisere sig til sine ‘døtre-celler’,« siger professor Anne Grapin-Botton fra Københavns Universitet i pressemeddelelsen.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift PLOS Biology.
Læs også:
Gennembrud på vejen til at skabe insulin-producerende celler
Dansk forskning: Diabetes kan nu opdages tidligere
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
rs