Er du rask og mellem 16 og 64 år gammel, gør det ingen forskel, om du bliver vaccineret mod influenza eller ej, skriver b.dk.
Sådan lyder det i en såkaldt Cochrane-undersøgelse, et overblik over en række internationale undersøgelser af influenzavacciners virkning. Vaccination sænker hverken antallet af sygedage, lægebesøg eller tabte arbejdsdage, er konklusionen, som offentliggøres i dag i Ugeskrift for Læger. Cochrane-undersøgelsen er gået igennem af forskere fra Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.
Sundhedsstyrelsen anbefaler i dag personer over 65 år, kronisk syge, overvægtige og gravide at blive vaccineret mod influenza. Derfor kan disse grupper også få vaccinen gratis. Cochrane-undersøgelsen støtter den linje, der er lagt, mener Steffen Thirstrup, enhedschef i Sundhedsstyrelsens enhed for Lægemiddeludvikling og -evaluering.
»Det bekræfter vores anbefalinger vedrørende den årlige influenzavaccination. Det er først og fremmest risikogrupperne, som har gavn af at lade sig vaccinere. Vaccination kan sjældent betale sig for raske voksne,« siger han.
Hos de Praktiserende Lægers Organisation nikker formand Henrik Dibbern til rapportens konklusioner.
»Det er et videnskabeligt bevis på noget, vi allerede vidste. Hvis man nu kunne bevise, at vaccination kan nedsætte sygeligheden om vinteren, kunne det give mening for raske at vaccinere sig. Men når det ikke kan bevises, er der ingen grund til det,« siger han.
Forskerne peger i Cochrane-undersøgelsen på, at forbedring af indeklima og hygiejne på arbejdspladsen måske er en bedre forebyggelse mod influenza end vaccinationer.
Læs også: Influenza-medicin vækker svært hjerneskadede til live