KORT NYT FRA DANMARK:
Et hold af europæiske kræftforskere har opdaget, at kræftceller, som indeholder proteinet REV7, reagerer positivt over for en nyere og mere skånsom behandlingstype, som har færre bivirkninger end kemoterapi.
Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
Kræftceller som indeholder proteinet REV7 er nemlig mere afhængige af enzymet PARP, som cellerne bruger til at reparere skader på deres DNA. Kræftcellernes DNA udsættes hvert minut for skader, og det er derfor vigtigt for dem, at de kan reparere skaderne, hvis de skal kunne overleve og formere sig. Ved at give kræftpatienterne behandling med de såkaldte PARP-hæmmere, kan man derfor slå nogle typer af kræftceller ihjel.
»Kan vi ramme kræftcellen der, hvor den er mest sårbar, så har vi taget et vigtigt skridt fremad i behandlingen af mange af de store kræftsygdomme,« siger professor Jiri Barte fra Center for Kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse i pressemeddelelsen. Han står bag det nye resultat sammen med et europæisk forskerteam ledet af hollandske forskere.
Indtil videre gives PARP-hæmmere kun til patienter med æggestokkræft, men det kan ændre sig i fremtiden.
»Vi mangler stadig viden om mekanismerne bag PARP-hæmmeren, men resultaterne ser foreløbigt lovende ud. Og vi håber, at behandlingen i fremtiden kan bruges til flere andre kræftsygdomme, bl.a. til de store folkesygdomme som brystkræft og prostatakræft samt til hjernekræft og kræft i bugspytkirtlen,« siger Jiri Bartek.
Den nye undersøgelse vil blive offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.
Læs også:
Danske forskere udvikler nyt antistof mod kræft
Danske forskere slukker celler for at kurere kræft
Forskere finder det hidtil ældste tilfælde af kræft
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
cak