Jo mere ondartet en kræftknude er, jo hurtigere vokser den, og jo mere aggressivt spreder den sig rundt om i kroppen. Men nu har forskere fra Kræftens Bekæmpelse gjort en vigtig opdagelse.
Forskerne har opdaget en del af det netværk, som får brystkræft til at sprede sig. Det drejer sig om ErbB2, som er et protein, der er med til at stimulere celledeling, vækst og metastase. Forhøjet ErbB2 aktivitet findes i 25 pct. af alle brystkræfttilfælde.
Opdagelsen kan være med til at udvikle nye behandlingsmetoder for den ondartede form af invasiv brystkræft, som har udviklet modstandskraft overfor behandling, skriver cancer.dk.
Nuværende behandling er ikke god nok
Selvom de invasive typer af brystkræft behandles med kemoterapi og ErbB2 antistoffer (Herceptin) i dag, har vi endnu ikke udviklet den optimale behandling, som kan helbrede alle patienter for denne type brystkræft.
»Den aggressive type kræft kan nemlig være svær at behandle i dag. De nuværende behandlingsmetoder virker ikke på alle patienter, og nogle patienter udvikler resistens undervejs i behandlingen, fortæller seniorforsker Tuula Kallunki fra Center for Kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse.
»For at kunne forbedre behandlingen og overlevelsen hos disse brystkræftpatienter, er det derfor vigtigt at få en større forståelse for den ondartede aktivitet af ErbB2, siger seniorforsker Tuula Kallunki.
Tuula Kallunki har sammen med professor Marja Jäättelä og Ph.d. studerende Bo Rafn opdaget, at ErbB2 øger mængden af de såkaldte cathepsiner, der er en slags enzymer, som spalter proteiner.
Forskningen er offentliggjort i det ansete fagtidsskrift Molecular Cell.
Læs også: Brystkræft som følge af natarbejde kan modarbejdes