KORT NYT FRA UDLANDET
Der har indtil nu været fem, men nu skal der være seks – seks masseudryddelser siden flercellede dyr eksploderede i antal på Jorden for 542 millioner år siden. Forskere har i et studie koblet tidligere lokale udryddelser sammen og konkluderer, at der var en sjette masseudryddelse for 260 millioner år siden – i en alder kaldet ‘Capitanian’. Det skriver Sciencemag.org.
Forskerne bag studiet har undersøgt et område, hvor Norge ligger nu, og deres resultater tyder på, at der for 260 millioner år siden var en lokal udryddelse i et område med lavt vand. Da der tidligere er fundet beviser for lokale udryddelser andre steder i lavt vand for 260 millioner år siden, mener forskerne, at det er bevis for en verdensomspændende masseudryddelse.
»Det er første gang, at vi kan kalde det en global udryddelse. I størrelsesorden er den her udryddelse på niveau med udryddelsen af dinosaurerne for 66 millioner år siden – omend med mindre attraktive dyr,« siger lederen af studiet, palæontolog David Bond fra University of Hull i England til Sciencemag.org.
Udryddelsen var, ifølge forskerne, et resultat af kæmpe vulkanudbrud i et området, hvor Kina ligger nu. Udbruddene har udledt store mængder svovl og CO2, som har resulteret i en hurtig nedkøling af Jorden. Gasserne kan have hævet syre-niveauet i havene og have sænket ilt-niveauet. Ifølge forskerne er dette blandt andet årsagen til udryddelsen af dyrene, som primært bestod af små encellede skaldyr.
David Bond er overbevist om, at hans opdagelser vil bidrage med at få udryddelsen i historiebøgerne som én af de helt store masseudryddelser. I øjeblikket er han ved at undersøge fossiler i Rusland og Grønland for bedre at kunne argumentere for sin påstand.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Geological Society of America Bulletin.
Læs også:
Jordens største masseudryddelse var ikke alene
Vulkanudbrud kan have udløst masseudryddelse
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
rs