KORT NYT FRA DANMARK
Der findes mange typer influenzavirus ude i naturen, men det er de færreste, der kan smitte mellem mennesker. Heldigvis.
En dansk ph.d.-afhandling slår nu fast, at nye influenzavirus observeret i svin ikke har en større evne til at smitte fra menneske til menneske, end allerede kendte influenzavirus. Det skriver Danmarks Tekniske Universitet i en pressemeddelelse.
I 2009 blev der ifølge pressemeddelelsen identificeret en række nye influenzatyper i danske svin, som indeholdt gener fra menneskelige influenzavirus.
»Dette er bekymrende, da det kan betyde, at de lettere smitter til mennesker og derved kan være kandidater for en ny influenzapandemi. Jeg satte mig derfor for at undersøge dette nærmere ved at karakterisere de nye virus genetisk og biologisk,« fortæller Kristina Fobian, der er postdoc ved Veterinærinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet og står bag afhandlingen, i pressemeddelelsen.
I sit studie har hun anvendt fritter, da de er en veldokumenteret model for, om et influenzavirus kan smitte mennesker.
»Resultaterne viste, at fritter var modtagelig for de nye virus, men ikke i højere grad end de velkendte virus, så min konklusion er, at de nye virus ikke skal betragtes som specielt farlige for mennesker,« siger Kristina Fobia i pressemeddelelsen.
Kristian Fobian forsvarede sin ph.d. 10. oktober under titlen ‘Swine Influenza Viruses – Evolution and Zoonotic potential’.
Læs også:
Vaccine mod svineinfluenza frikendes for at skade fostre
Forsker tager kampen op mod influenza
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml