DTU opretter et nyt, tværgående center for polare aktiviteter, der skal understøtte kongerigets arktiske strategi. Det sker gennem forskning, uddannelse, myndighedsbetjening og innovation.
Udvinding af olie og gas i ishavet, uddannelse af højt kvalificerede grønlandske ingeniører og udvikling af nye lægemidler på grundlag af arktiske mikroorganismer. Det er på områder som disse, DTU i de kommende år vil kunne bidrage væsentligt til udmøntningen af rigsfællesskabets nye arktiske strategi. DTU’s kompetencer på området er nu samlet i det nyetablerede Center for polare aktiviteter – i daglig tale kaldet Polar DTU.
Arktisk nytteværdi
En af de politiske hovedmålsætninger i kongerigets arktiske strategi er, at erhvervs- og samfundsudviklingen i Arktis skal understøttes af en målrettet forsknings- og uddannelsesindsats. Netop på dette område kan DTU tilbyde væsentlige bidrag, der kan omsættes til konkrete tiltag i forbindelse med de udfordringer og muligheder, der opstår i kølvandet på klimaforandringer i Arktis.
»De unikke kompetencer og ressourcer, som DTU er i besiddelse af, kan skabe nytteværdi i hele det arktiske område – hvad enten det er i den russiske, canadiske eller grønlandske del. Derfor har vi ambitioner om, at DTU skal bidrage til udviklingen i Arktis som helhed – i samarbejde med myndigheder, virksomheder og forskningsinstitutioner i rigsfællesskabet såvel som i andre lande,« siger Niels Andersen, der er vicedirektør på DTU Space og leder af Polar DTU.