Siden slut-1960’erne er gruppeoprørere blevet betragtet som rationelle individer, der er drevet af en uretfærdighedsfølelse. Men sådan hænger virkeligheden ikke sammen, konkluderer sociolog og ph.d. Christian Borch i en ny doktorafhandling, ifølge ku.dk.
Eksempler som da unge raserede hele kvarterer i London (2011) eller reaktionerne på rydningen af Ungdomshuset i København (2007) illustrerer ifølge Christian Borch, at gruppeoprør ikke kun bygger på retfærdig harme og velovervejet planlægning.
»1960’erens forestilling om, at sociale bevægelser opstod som en legitim respons på sociale uretfærdigheder skabte opfattelsen af oprør som rationelle. Men masser behøver ikke at være rationelle størrelser,« siger Christian Borch.
I en ny doktorafhandling ”The Politics of Crowds: An Alternative History of Sociology” fra Københavns Universitet gennemgår Christian Borch den historiske udvikling af massebegrebet i en sociologisk kontekst.
»Oprøret i London viser, at tanken om optøjer som en rationel størrelse er mangelfuld. Oprøret havde en meget mere spontan og irrationel karakter, folk plyndrede for plyndringens egen skyld. For mange var det ikke nødvendigvis en følelse af uretfærdighed, der drev dem,« siger Christian Borch, som har analyseret det britiske politis strategier i forbindelse med oprøret i London.
Han opfordrer på den baggrund politiet til at tage mere højde for destruktivt drevne demonstranter, når de håndterer oprørsgrupper.
LÆS OGSÅ: Sådan gør nazister unge til ekstremister
