Fire it-studerende og deres vejleder fra Aalborg Universitet Esbjerg har leveret en vigtig del af den software, som det biovidenskabelige institut på det canadiske topuniversitet University of Alberta har taget i brug for at forhindre sine studerende i at snyde med laboratorierapporter og andet materiale, skriver Aalborg Universitet.
Det var canadierne selv, der henvendte sig for at få et samarbejde med ham og de fire studerende, forklarer vejleder, lektor Akbar Hussain, fra Institut for Energitekniks afdeling i Esbjerg.
»Vi skrev en videnskabelig artikel om afsløring af plagiering ved hjælp af en bestemt algoritme, og den blev offentliggjort i tilknytning til en international konference for ingeniører og dataloger i Hong Kong tidligere i år. Efter offentliggørelsen blev jeg kontaktet af folk fra University of Alberta i Canada,« fortæller Akbar Hussain.
Plagiering, som består i ordrette gengivelser, er let nok at afsløre. Problemet bliver mere komplekst at tackle, når det også inkluderer omskrivninger, delvise kopieringer og manglende krediteringer og citater. Derfor glæder Akbar Hussain sig over, at samarbejdet med det canadiske universitet har resulteret i en anvendelig og troværdig løsning:
»Det er en fin bedrift, som dokumenterer, at vores universitet kan producere projekter og forskning af høj kvalitet,« siger Akbar Hussain.