KORT NYT FRA DANSKE UNIVERSITETER:
Fedme og diabetes er blandt de hurtigst voksende sundhedsproblemer i verden, og forskerne er i fuld gang med at jagte en mulig pille, der kan bekæmpe problemet.
Nu har et dansk-britisk forskerhold fundet frem til et computer-værktøj, der vil fremskynde den videnskabelige jagt på en fedme-pille, skriver Syddansk Universitet (SDU) i en pressemeddelelse.
Kroppen har en række funktioner, der afgør, om vi bliver overvægtige eller ej – eksempelvis hormoner, som kan styre vores appetit og optagelsen af fødevarer.
Ifølge pressemeddelelsen fra SDU findes der blandt andet et særligt protein, FFA4, som kan stimulere forskellige fysiologiske aktiviteter, såsom produktion af appetitkontrollerende hormoner samt hormoner, der kan styre optagelsen af fødevarer.
I nogle mennesker er dette protein ikke aktiveret, og de har en meget højere risiko for at blive overvægtige, lyder det i pressemeddelelsen fra SDU.
»Vi ønsker at finde en måde at aktivere proteinet, fordi det kan hjælpe os til at udvikle et lægemiddel mod fedme eller diabetes,« siger postdoc Bharat Shimpukade i pressemeddelselsen og tilføjer, at molekyler kan aktivere proteiner, så det gælder om at finde det rigtige molekyle.
»Men der er næsten et uendeligt antal mulige molekyler, som vi kan syntetisere, og det er meget tidskrævende at teste tilfældige molekyler for deres mulige evne til at aktivere dette særlige protein,« forklarer Bharat Shimpukade.
Sammen med sine kolleger har han udviklet en computermodel af FFA4, der kan hjælpe med at finde frem til de rigtige molekyler, og forskerne mener, at det vil kunne fremskynde processen med at udvikle piller mod fedme.
Den nye undersøgelse er publiceret i The Journal of Biological Chemistry.
Læs også:
Danske forskere punkterer myte om fedme
Ti myter om fedme og slankekure
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb