KORT NYT FRA DANMARK:
Forskere fra Københavns Universitet har udviklet en metode, der vil gøre det nemmere og billigere at udvikle medicin i fremtiden. Det skriver ku.dk i en pressemeddelelse.
Omkring 40 procent af den medicin, som benyttes i dag virker gennem de såkaldte G protein-koblede receptorer. Det er disse receptorer, som reagerer på ændringer i cellernes omgivelser – blandt andet medicin. Når medicinalindustrien udvikler og tester produkter, bruger de membranprotein-prøver, som er væske, der indeholder det protein, som medicinen skal binde sig til.
En enkelt dråbe af prøven indeholder millioner af såkaldte nano-containere, som er er rum, hvor enkelte proteiner ligger isoleret. Man har hidtil troet, at alle nano-containere i prøven er identiske, men nu har forskerne fra Københavns Universitet fundet ud af, at den formodning ikke holder. Den nye viden gør, at man skal bruge langt færre prøver, når man tester nye medicin-kandidater i fremtiden.
»Vi har fundet ud af, at hver eneste af de nano-containere, man isolerer proteiner fra cellemembranen i, er unikke. Det er helt modsat, hvad man tidligere har troet. Vores metode giver os mulighed for at indsamle viden om hver enkel nano-container. Vi kan bruge den nye viden til at konstruere såkaldte high-throughput screens, hvor man f.eks. kan teste, hvordan medicinske stoffer binder G protein Koblede Receptorer,« siger Signe Mathiasen, ph.d. ved det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.
Læs mere:
Industrisponsorerede forskere lyver om lægemidler
Protein-analyse: Grundforskning med samfundsnytte
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aa