KORT NYT FRA UDLANDET:
Det bliver ikke specielt meget lettere at behandle astma i voksne, fordi man hæver deres lave D-vitaminniveau til et højere.
Det konkluderer amerikanske forskere i et nyt studie i online-versionen af det anerkendte tidsskrift JAMA, der bygger på et randomiseret, dobbeltblindet forsøg med 400 mennesker.
Håbet var, at vitamin D3 kunne forbedre behandlingen for astmapatienter, som ikke reagerede specielt godt på behandlingen med kortikosteroider, som man kender fra den traditionelle astma-spray.
Men i det nye studie viser det sig, at D-vitamin kun har marginal bedre effekt end placebo, konkluderer forskerne fra Washington University in St. Louis ifølge MedPageToday.
Eneste signifikante forandring var, at den samlede dosis steroider kunne sættes lidt ned ved indtag af D-vitamin.
»Når man tænker på bekymringerne ved at indtage medicinen i lang tid, så kan den lille effekt af D-vitamin måske vise sig at være vigtig med tiden, men det kræver flere undersøgelser, for vores resultater skal fortolkes forsigtigt,« skriver forskerne.
Læs også:
Kommer astma ind, når skidtet ryger ud?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.