KORT NYT FRA UDLANDET:
Selvom cykelhjelmen reducerer risikoen for hjerneskader med 20 procent, løber vi flere risici i trafikken, når vi har den på. Det viser et nyt studie, skriver Sciencemag.org.
Studiet er udført af en gruppe forskere fra University of Bath i England. De har undersøgt, hvordan 80 cyklister reagerer i en række eksperimenter, hvor de enten har en cykelhjelm eller en kasket på i trafikken.
Det viste sig, at cyklisterne var 30 procent mere villige til at skubbe til deres grænser og tage chancer i trafikken, når de havde hjelm på.
Forskerne bildte deltagerne ind, at de skulle undersøge deres øjnes bevægelse med et kamera, der var sat fast på enten kasketten eller hjelmen. De blev samtidig bedt om at puste så meget luft som muligt i en ballon på en computerskærm uden at lade den springe.
Her pustede personerne med hjelm 30 procent mere luft i ballonerne end personerne med kasket.
Dette skete, selvom hjelmen ikke havde nogen beskyttelsesevne i forhold til ballonen. Det kan ifølge forskerne betyde, at cyklister løber flere risici i trafikken, når de har hjelm på.
Hjelmen fungerer nemlig åbenbart som en genstand, der altid i vores underbevidsthed er relateret til sikkerhed og dermed forhøjet risikotilbøjelighed.
Forskerne mener, at den underliggende årsag til denne adfærd kan være relateret til begrebet ’social priming’, hvor mennesker ubevidst ændrer deres adfærd mod andre mennesker grundet eksponering af bestemte ord, genstande eller symboler. Dette er første gang ’social priming’ kan ændre folks adfærd, når de ikke er sammen med andre. Dette kan give nye indsigter i menneskets adfærd.
Studiet er publiceret I tidsskriftet Psychological Science.
Læs også:
Cykelhjelme er ikke så effektive, som vi tror
Trafikforsker: Alle bør cykle i pangfarvet tøj
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
pmd