KORT NYT FRA UDLANDET
Kinas store kulforbrænding har resulteret i en massiv luftforurening i landet. Forbrændingen af kullet frigiver sundhedsskadelige stoffer, blandt andet aromatiske kulbrinter (PAH), som tidligere studier har vist at være kræftfremkaldende.
For at undersøge, hvilke sundhedsskadelige konsekvenser kulforbrændingen kan have påført de kinesiske borgere, har en gruppe forskere fra Columbia University Medical Center undersøgt kinesiske børns helbred, i forbindelse med at et kulkraftværk lukkede i 2004 i Tongliang, Kina. Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Forskerne tog blodprøver fra de lokale børn, hvis mødre enten boede eller arbejde inden for en radius på 2,5 kilometer fra kulkraftværket.
Resultaterne fra undersøgelsen viste, at de børn, der var født efter lukningen af kraftværket, generelt havde et bedre helbred end de børn, der var født før kraftværket lukkede.
»Det er politiske ændringer og videnskabelige beviser som disse, der skal være nøglen til at minimere risikoen for at blive eksponeret for forurening. Resultaterne fra studiet indikerer, at en regulering på området kan begrænse udsættelsen for luftforurening, og forbedre sundheden blandt de svageste i samfundet,« siger Dr. Deliang Tang, der har ledt forskningsprojektet, i samme pressemeddelelse.
Når et fosters DNA bliver eksponeret for PAH, kan de to blive forbundet med hinanden, og det kan have en skadefuld effekt for barnet. Tidligere studier har vist, at der er en sammenhæng mellem eksponering af PAH og en lav IQ og tegn på udviklingsmæssige forsinkelser blandt spædbørn.
Studiet er publiceret i PLOS ONE.
Læs også:
2,5 millioner dør hvert år af luftforurening
Døde sæler skal afsløre gammel luftforurening
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
esh