KORT NYT FRA UDLANDET:
Når en ekspedition i Himalaya er sat sammen af folk fra lande med skarpt hierarki – eksempelvis Kina og Rusland – stiger sandsynligheden for, at gruppen når toppen af bjerget. Men samtidig stiger risikoen for, at bjergbestigere dør på vejen op.
Sådan konkluderer et hold forskere, som har analyseret 5.104 ekspeditioner i Himalaya med i alt 30.625 bjergbestigere fra 56 forskellige lande.
Forskerne fra USA og Frankrig skriver i tidsskriftet PNAS, at de har fundet ud af, at faktorer som koordination, følelsen af sikkerhed i gruppen og informationsdeling – værdier, som bliver påvirket af, hvordan hierarkiet virker i en gruppe – påvirker resultatet, når grupper arbejder sammen i højrisiko-miljøer.
Opfølgende interview med rutinerede bjergbestigere fra 27 lande bekræftede, at klatrene også selv forventer, at en hierarkisk kultur fører til bedre koordinering mellem klatregrupper, men til en dårligere følelse af sikkerhed og ringere informationsdeling, end man ville opleve i mere lige kulturer.
Forskerne skriver, at de finder opbakning til grundtankerne i, at tendensen til enten at nå toppen eller at dø undervejs kun er udtalt for bjergbestigere, der klatrer mod toppen i grupper og ikke hver for.
En forklaring kan være, at urutinerede klatrere fra lande med autoritetstro bliver ved at klatre mod toppen, selvom de burde vende om. Men at de mere erfarne klatrere andre gange lykkedes med at få hele holdet med op på toppen alligevel – skriver vocativ.com.
Forskernes resultater kan muligvis bredes ud til at gælde andet end bjergbestigning. Ifølge vocativ.com har forfatter og tidligere journalist hos Washington Post og The New Yorker, Malcolm Gladwell – der i 2005 blev kåret til én af verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker af Time Magazine – lagt en lignende forståelse ind i en analyse af flyulykker i sin bog Outliers: The Story of Success.
Ifølge Malcolm Gladwell har colombianske og koreanske flyselskaber relativt høje ulykkesrater, muligvis fordi de autoritetstro piloter har svært ved at sige fra over for beskeder fra kontroltårnet om for eksempel at holde sig på vingerne, selvom man er ved at løbe tør for brændstof.
Ifølge medforfatter til artiklen, ph.d.-studerende Eric M. Anicich fra Columbia University, vil forskerholdet i de næste måneder dykke længere ned i, hvordan kulturforskelle påvirker højrisiko-indsatser.
»Kultur rejser sammen med folk og påvirker deres syn på verden. Nu skal vi prøve at finde ud af måder at udnytte fordelene, samtidig med at vi mindsker ulemperne,« siger han til vocativ.com.
Læs også:
Danskere mangler bjergbestiger-gen
Mount Everest har kostet mere end 200 bjergbestigeres liv