KORT NYT FRA DANMARK
Den relativt nye behandling af inflammatorisk tarmsygdom, de såkaldte TNF-alfa hæmmere, har været under mistanke for at øge risikoen for kræft, men nu kan en ny undersøgelse fra Statens Serum Institut afvise mistanken. Det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.
Forskerne har Statens Serum Institut har undersøgt data fra alle patienter med Chrons sygdom eller colitis ulcerosa i årene 1999 – 2012.
4.553 ud af de 56.146 patienter har fået TNF-alfa hæmmere, og ved at følge patienterne kunne de se, om patienterne udviklede kræft oftere end dem, der ikke fik TNF-alfa hæmmere.
»Vi har fulgt dem indtil 2012, og vi finder ikke en generel øget kræftrisiko relateret til behandling med TNF-alfa hæmmere,« siger Nynne Nyboe Andersen, der er læge og ph.d. studerende samt hovedforfatter på undersøgelsen ved Statens Serum Institut, i pressemeddelelsen.
Den danske undersøgelse er den største hidtil samtidig med, at forskerne har været i stand til at følge patienterne over længere tid.
»Kræft udvikler sig over lang tid, og der vil være brug for at lave undersøgelser med endnu længere opfølgning for at se, om der er en effekt efter mange år. Desuden vil det være nødvendigt med senere opfølgning, hvor vi kan få data om endnu flere patienter, før vi kan se på risikoen for de forskellige kræfttyper,« siger Nynne Nyboe Andersen.
– Inflammatorisk tarmsygdom rammer ofte yngre mennesker i 20-30 års alderen.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Journal of the American Medical Association.
Læs også: