KORT NYT FRA UDLANDET:
De ekstremt følsomme radioteleskoper, som astronomerne bruger til at udforske det ydre rum, kan nemt forstyrres af radiosignaler fra elektronik her på Jorden. Derfor skal man for eksempel slukke sin mobiltelefon, hvis man vil besøge sådan et radioteleskop.
Alligevel kommer det nok som en overraskelse, at plæneklippere måske kan skabe problemer for astronomerne.
Men det kan de, skriver Bloomberg. I hvert fald en ny type robotplæneklippere, som firmaet iRobot – bedst kendt for de populære Roomba robotstøvsugere – gerne vil sende på gaden.
Sagen er den, at disse robotplæneklippere skal vide, hvor græsplænen er, så de ikke forvilder sig ud på gaden. Her vil iRobot opsætte en form for elektronisk hegn, hvor radiobølger fra spyd, der bankes ned i jorden, fortæller robotten, hvor den skal vende om.
Spyddene skal bruge radiosignaler med frekvenser mellem 6.240 og 6.740 MHz, og de er i første omgang blevet godkendt af den amerikanske Federal Communication Commission FCC), der holder styr på, hvem der må bruge hvilke frekvenser til hvad.
Det synes radioastronomerne imidlertid er en rigtig dårlig idé, for de forsøger at finde signaler i dette frekvensbånd – specielt den stråling, som metanol udsender ved en frekvens på 6.668,52 MHz. Metanol findes ikke mindst i de områder af galaksen, hvor stjerner dannes.
Så astronomerne fra National Radio Astronomy Observatory har klaget over afgørelsen fra FCC, for de mener, at målinger fra adskillige store radioteleskoper kan blive forstyrret af robot-systemerne.
I et brev til FCC forlanger de, at det sikres, at den nye generation af robotplæneklippere ikke forstyrrer målingerne fra radioteleskoperne. Enten skal brugen af plæneklipperne forbydes tæt på teleskoperne, eller også skal de bruge andre frekvenser.
Tiden vil vise, hvad slagsmålet mellem robotproducenten og radioastronomerne ender med.
Læs også:
Store opdagelser: Radiobølger fra rummet
Radioteleskop afslører det koldeste sted i universet
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til de oprindelige kilder for flere detaljer.
hb