Proteinrig morgenmad forhindrer usunde aftensnacks
Hvis man spiser morgenmad med masser af proteiner, så undgår man at spise snacks med meget sukker eller fedt om aftenen. Det skriver Missouri University.
Morgenmad med højt proteinindhold giver en længere mæthedsfornemmelse og nedsætter nogle hjerneaktiviteter, som man forbinder med sult.
I studiet, der blev gennemført af Department of Nutrition and Exercise Physiology ved Missouri University i USA, deltog 20 overvægtige kvinder i alderen 18-20 år. En del af gruppen fik ingen morgenmad, en anden del fik havregryn, mens en tredje fik æg og magert kød.
Inden aftensmaden målte de deltagernes hjerneaktivitet, og dem der havde fået den proteinrige morgenmad med æg og kød viste større tegn på mæthedsfornemmelse.
»Disse data tyder på, at proteinrig morgenmad kan være en potential strategi til at forhindre overspisning, og forbedre hele ens kost ved at erstatte usunde snacks med proteinrig morgenmad,« siger Heather Leidy, der stod bag projektet, i en pressemeddelelse på universitetets hjemmeside.
Læs også på Videnskab.dk:
10 myter om proteiner
Du spiser dobbelt så meget kød som din oldefar