Carlsbergfondet uddeler 456 millioner kroner til grundforskere i Danmark. Det er et rekordhøjt beløb for Carlsbergfondet, forlyder det i en pressemeddelelse.
I alt 292 af »Danmarks mest idérige og visionære« forskere får del i de mange millioner til at forfølge forskningsprojekter, de har ansøgt om.
»Helt i tråd med Carlsbergfondets værdier og strategi har vi prioriteret midler til både de yngre forskertalenter på postdoc-niveauet og de lidt mere etablerede forskere, der har brug for støtte til at konsolidere sig som selvstændige forskningsledere. Desuden har vi prioriteret en del midler til forskningsinfrastruktur, som kan komme mange forskere til gavn og dermed understøtte den ypperste grundforskning på universiteterne generelt,« udtaler Carlsbergfondets bestyrelsesformand Flemming Besenbacher ifølge pressemeddelelsen.
Ud af de 456 millioner går 200 millioner til forskere inden for humaniora og samfundsvidenskab.
»Det betyder, at vi sender knap halvdelen af vores midler ud til forskere, der ikke har så mange puljer og programmer at søge midler fra som forskere inden for naturvidenskaben. Det glæder mig,« siger Flemming Besenbacher.
Læs mere i Carlsbergfondets pressemeddelelse, og se modtagerne her.
js