Trafikvarsling på vej til GPS'en
I fremtiden vil din GPS i bilen holde kontakt med trafikcentralen og advare dig om trafikpropper og foreslå alternative køreruter. Teknologien bag testes nu i stort EU-projekt.

Terminalen advarer om et trafikuheld længere fremme langs vejen.

Foran bilen, som står trygt placeret på IFA-udstillingen i Berlin, glider motorvejen forbi på storskærm. På instrumentbrættet står en skærm som ligner en GPS. Men denne skærm kan kobles til en trafikcentral.

Et rødt lys tændes, og en advarselstrekant dukker op på skærmen. Det er trafikprop længere fremme. Sådan skal trafik-varslingen fungere, hvis teknologien bag EU-forskningsprojektet 'Coopers' bliver virkelighed.

Coopers står for ‘Cooperative Systems for Intelligent Road Safety'.

Omfattende afprøvning

Systemet skal i løbet af oktober i år afprøves på motorveje i Holland, Frankrig, Tyskland, Østrig og Italien.

GPS-skærmen skal modtage trafik-information fra trafik-centralen som har oversigt over motorvejen. Signalerne skal modtages ved hjælp af flere typer digital radio, det vil sige DAB, DVB-H, mobilnettet eller WiMax mikrobølge-sendere med kort rækkevidde.

For at registrere bilens bevægelser mere nøjagtigt, stoler systemet ikke kun på GPS. Også hvor hurtigt hjulene drejer rundt og hvor hurtigt bilen svinger, bliver målt.

Meget af arbejdet, som gøres i Coopers, består i standardisering af denne digitale kommunikation i flere europæiske land.

Forsøg med udvalgte chauffører

Udvalgte forsøgspersoner skal køre forskellige strækninger. Tidligere er forsøgspersoner blevet testet i simulatorer, hvor de blev udsat for forskellige varslingssituationer: En ambulance som nærmer sig bagfra, tæt tåge, trafikprop eller advarsel om fare i form af en bil i den forkerte kørselsretning.

Forsøgspersonerne bliver overvåget med fjernsynskameraer og interviewet om hvordan de mener systemet skal være, for at være en hjælp.

De foreløbige resultater viste, at et flertal syntes systemet var en hjælp i tre ud af fire situationer. I langt flere situationer førte systemet alligevel til at chaufførerne ændrede adfærd.

Trafiksikkerheden i højsædet

Det er vigtigt at udforme systemet sådan at det ikke fjerner koncentrationen fra kørslen. Derfor giver systemet en mundtlig besked over bilstereo-anlægget.

Næste trin i udviklingen bliver en tovejs forbindelse, hvor bilerne sender beskeder til hinanden og tilbage til trafikcentralen. Så kan systemet tilbyde endnu flere opdaterede tjenester og advare om mulige trafikpropper tidligere.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.