Din nabos hudfarve betyder mindre, hvis I er politisk enige
Vi hæfter os mere ved, om en person er enig med os politisk, end ved om personen ser anderledes ud end os selv. Nyt studie viser for første gang, hvor meget vi opdeler hinanden i grupper efter politiske holdninger.

Politikken er vigtigere end hudfarven. Ny forskning viser, at vi tænker gruppeidentitet i forhold til den konkrete situation. (Foto: Shutterstock)

Politikken er vigtigere end hudfarven. Ny forskning viser, at vi tænker gruppeidentitet i forhold til den konkrete situation. (Foto: Shutterstock)

Forestil dig, at en dansker med mørk hud er oppe at slås med en dansker med hvid hud. En gruppe af andre danskere med mørk hud kommer forbi. Hvem vil du tro, de hjælper?

Hvis du gætter på, at de hjælper danskeren med mørk hud, er du, som folk er flest. Psykologien har for længst fundet ud af, at vi mennesker har det med at tro, at folk er allierede, når de ligner hinanden. I udgangspunktet tror vi instinktivt, at sort holder mest med sort, hvid mest med hvid.

Tendensen er lige så tydelig, når vi taler politik. Blå holder mest med blå, og rød holder mest med rød. Det vil næppe overraske særligt mange.

Vores skepsis forsvinder, når folk tilhører vores eget parti

Ny forskning med dansk deltagelse giver dog den psykologiske mekanisme et ekstra perspektiv: Vi holder så meget med dem, vi føler os i politisk alliance med, at det overskygger vores grundlæggende instinkter mod at inddele folk efter hudfarve.

Med andre ord: Du er måske skeptisk over for indvandrere og ville ikke stemme på dem ved et folketingsvalg. Men hvis indvandreren stiller op for det parti, du normalt stemmer på, er der en chance for, at du vil se bort fra din skepsis og kunne stemme på indvandreren alligevel.

Mekanismen er afdækket i en videnskabelig artikel, der »giver det første direkte empiriske bevis for, at partipolitik aktiverer sindets system for alliancer,« skriver forskerne i tidsskriftet Cognition.

Vi fokuserer på udvalgte elementer i en konkret situation

Det danske islæt i forskergruppen uddyber:

»Den psykologiske proces, vi bruger til at inddele folk i højre- eller venstreorienterede, er den samme, som vi bruger til at dele folk ind i, om de tilhører den ene eller den anden ’race’. Det skal ikke forstås sådan, at vi automatisk tænker folk i racer eller fra naturens hånd er racister, slet ikke. Det skal forstås sådan, at vi har en underliggende, ekstrem opmærksom mod, hvem der er i alliance med hvem, og vi tænker politiske partier som alliancer,« forklarer Michael Bang Petersen, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

»Resultatet siger på den ene side noget om, hvor fundamentalt og gruppeorienteret politik er for mennesket og hvor stærke følelser, der knytter sig til politik – det er overraskende, at det er så stærkt.«

»På den anden side er den positive historie, at det viser, at tanken om sort over for hvid ikke er et fundamentalt, menneskeligt skel. Når vi får præsenteret folk i en anden ramme, holder vi op med at tænke på dem som sorte eller hvide. Det viser, at vi tænker folk ind i en gruppeidentitet, der er relevant for den konkrete situation,« siger Michael Bang Petersen.

Konklusionen bygger på en indviklet og anerkendt analysemetode af 450 amerikanere (se mere i boksen under artiklen).

Resultater kan gøre os bevidst om, hvorfor vi er enige

I USA er de politiske – og racemæssige – fronter trukket meget skarpere op end i Danmark, så man kunne måske tvivle på, om undersøgelsen siger noget om forholdene hos os. Men det er der gode chancer for, mener Michael Bang Petersen.

Professoren nævner, at tidligere undersøgelser blandt andet har vist, at vælgere i både USA og Danmark bliver begejstrede for politiske forslag, der kommer fra deres eget parti – mens et helt tilsvarende forslag fra et konkurrerende parti bliver forkastet. Vi har altså grundlæggende samme tilgang til politik.

Spørgsmålet er, hvad vi så kan bruge analysen til?

»Jeg mener, det kan være med til at give øget refleksion over, hvorfor man er enig eller uenig i indholdet af et forslag. At man kan blive bevidst om, i hvilken grad man kommer til ureflekteret at stå på mål for sit partis synspunkter, mens man i andre sammenhænge vil komme til at være imod politiske forslag, alene fordi de kommer fra andre partier, end det man selv er tilhænger af,« lyder det fra Michael Bang Petersen.

Har evolutionen virkelig fået vores hjerne til at se efter alliancer?

På University of Oxford sidder en anden dansker og forsker i blandt andet, hvad der får mennesker til at træffe givne beslutninger. Ph.d.-studerende Dan Bang har læst artiklen fra Michael Bang Petersen og hans amerikanske kolleger, og han har ingen tvivl om den effekt, forskerne finder.

Dan Bang er til gengæld grundlæggende uenig i, at effekten er bevis for, at vi navigerer i omverdenen efter et særligt, medfødt system i hjernen, der er indrettet på at opsnuse alliancer, og at parti-ligesindede aktiverer det system.

Ifølge Michael Bang Petersen fra Aarhus Universitet aktiverer partipolitik et alliancesystem, som blev født i menneskehjernen på savannen, hvor vi har haft brug for at vide, hvem vi kunne holde med for at overleve. Evolutionen beholder elementer, der virker, og derfor giver det mening, at vores hjerner stadig kategoriserer folk efter alliancer, såsom politisk tilhørsforhold.

Den køber Dan Bang ikke. Han siger, at han som forsker i eksperimentel psykologi har svært ved at se, hvorfor man skal bringe evolutionspsykologi i spil for at forklare studiets resultater.

Forsker: Studiet beviser ikke et medfødt alliancesystem

»Jeg er uenig i fortolkningen af deres resultater. Studier overbeviser mig ikke om, at der eksisterer et medfødt alliancesystem, eller at partipolitik aktiverer det. Det er muligvis tilfældet, men det kan man ikke konkludere ud fra det studie,« siger Dan Bang.

Dan Bang giver et eksempel, som han mener svarer til forskernes eksperiment:

Forestil dig, at du er med i et forsøg, hvor du læser beskrivelser af forskellige biler, blandt andet deres hastighed, vægt og antal døre. I forbindelse med hver beskrivelse ser du et billede, som varierer fra det forrige ved at ændre for eksempel bilens farve, mærke og type (sportsvogn eller andet).

Hvis du senere bliver bedt om at fortælle, hvilken beskrivelse der hører til hvilket billede – og kommer til at forveksle biler af samme type eller mærke – er det så, fordi du har et særligt system i din hjerne, som er dedikeret til biler, spørger Dan Bang og svarer selv: Nej.

Det betyder heller ikke, at du har en psykologisk mekanisme, som specifikt interesser sig for biltyper eller -mærker. Du forveksler biler af samme type og mærke, fordi kategorierne generelt er relevante for at forstå forskelle og ligheder mellem biler. 

Dan Bang: Kategorier ændrer sig altid efter konteksten

»Kategorierne fortæller os næsten mere end de enkelte eksempler inden for en given kategori, hvilket nok er grunden til, at vi lagde mest mærke til de overordnede kategorier i første omgang,« siger Dan Bang og fortsætter:

»På samme måde lægger man nok i stor grad mærke til race og politisk tilhørsforhold, når man læser udsagn om amerikanske samfundsforhold. Men vigtigheden af en given kategori kan let ændre sig, alt efter konteksten, og vi skaber måske endda helt nye kategorier, hvis de kan hjælpe os med at forstå verden. Vores evne til at tænke i kategorier er meget fleksibel og på ingen måde begrænset til specifikke domæner.«

»Det tænkte eksperiment viser, at vi skal være forsigtige med at drage konklusioner om dedikerede psykologiske mekanismer. Jeg er af den overbevisning – ligesom mange andre inden for eksperimentel psykologi – at en stor del af menneskelig adfærd understøttes af generelle psykologiske mekanismer, som virker på tværs af forskellige domæner og problemer,« siger Dan Bang.

Forsvar: Race og holdninger er noget andet end køn og alder

Michael Bang Petersen er – naturligt nok – uenig med sin navnebror fra University of Oxford.

»I artiklen tester og diskuterer vi faktisk den modforklaring, som Dan Bang rejser. Et særligt vigtigt aspekt af studiet er, at vi undersøger, hvordan man bearbejder forskellige typer informationer om personer.«

»Vi viser, at folk bruger samme psykologiske mekanisme til at bearbejde informationer om race og holdninger, og at denne mekanisme er forskellig fra de mekanismer, der bearbejder informationer om køn og alder. Og det er ikke, fordi folk ikke er opmærksomme på køn og alder, når der tales samfundsforhold. Det er de i høj grad. Men de bearbejder disse informationer med andre mekanismer.«

»Alliance-detektionssystemet er altså en særlig og distinkt psykologisk mekanisme – og vi bruger den til at tænke over moderne politik. Det er hovedpointen, mere end om systemet er tillært eller medfødt. Når det er sagt, så vil jeg være overrasket, hvis det ikke er medfødt. Også andre dyr som delfiner, ulve og chimpanser har en psykologi, der er bygget til at navigere i alliancer,« siger Michael Bang Petersen.

Sådan fandt forskerne frem til deres konklusioner:

En del videnskabelig litteratur har ifølge Michael Bang Petersen og hans kolleger kortlagt, at vi mennesker har et ’alliancesporingssystem’, på engelsk ’alliance detection system’. Det:

  • leder efter mønstre, som mennesker koordinerer, konkurrerer og samarbejder efter og
  • suger informationer ud om lokation, tøjvalg, nærhed, videndeling og lignende.

Forskerne giver i deres videnskabelige artikel et eksempel: Hvis man færdes et sted, hvor farver på bandanaer signalerer, hvilken gruppe man tilhører, vil man automatisk kæde to med samme farve bandana sammen som allierede og ubevidst regne med, at de ville samarbejde.

Foto og udsagn kortlægger alliance-tankegang

Det er til gengæld et større regnestykke at finde frem til, præcis hvilke faktorer der gør, at et menneske ser en alliance i en verden uden bandanaer.

I det nye studie har forskerne med Michael Bang Petersens ord »skudt flere informationer« mod hjernen på hundredvis af college-studerende. Hvis en aktivitet i hjernen bliver håndteret af én psykologisk mekanisme, ville de kun være i stand til at fokusere på én af informationerne, der rammer ind i den mekanisme. Bliver den derimod håndteret af flere forskellige mekanismer, ville de kunne være opmærksom på flere informationer på én gang.

Mere konkret er folk blevet vist billeder af 8 forskellige mennesker – ung/gammel, mand/kvinde, sort/hvid, højre/venstreorienterede – parret med i alt 24 forskellige udsagn som for eksempel, »Efter 11. september havde vi et ansvar for at vise verden, hvordan vi ville bekæmpe terrorisme« og »Vi lever i en anden verden, end vi plejede. Vi kan ikke ignorere den større, internationale verden; både på godt og ondt.« (Se illustration)

»Det er præsentationsfasen. Folk får lov at danne sig et indtryk af personen, herunder om de er venstre- eller højreorienterede,« forklarer Michael Bang Petersen.

Efter en kort øvelse for at rense folks hoveder – for eksempel ”nævn fødevarer, der begynder med S” – kommer genkendelsesfasen, hvor forsøgspersonerne skal parre billederne af de 8 mennesker med de 24 forskellige udsagn.

Det hele handler om at tilhøre en gruppe

Og så bliver det indviklet. Herfra analyserer forskerne på, hvornår og hvordan en forsøgsperson svarer forkert. Hvis man for eksempel mener, en sort person kom med et udsagn, som en anden sort person kom med, kan det være tegn på, at du lægger mindre mærke til udsagnet end til hudfarven (i det amerikanske studie kaldet ’race’).

»’Who said what’ er et veletableret forsøgsdesign til at finde ud af, hvor meget folk tillægger hudfarven værdi. Vi har så et ekstra lag med om politik. Når det kommer på, begynder fejlene at falde inden for politiske skel i stedet for hudfarve. Folk fortsætter med at lægge mærke til personens køn og alder, men ikke race. Man mener altså, at udsagnet kommer fra personer med samme politiske holdning, mere end med personer med samme hudfarve. Det viser os, at det er samme psykologiske mekanisme, der er på spil hos forsøgsdeltagerne.«

»Vores argument for konklusionen er, at det hele handler om grupper. Når vi tænker på politiske partier, tænker vi på, hvem de er allierede med, ikke på hvilken race de tilhører,« siger Michael Bang Petersen.

Du kan læse mere om forskernes metode og overvejelser i den videnskabelige artikel (her i pdf): 

Constituents of political cognition: Race, party politics, and the alliance detection system; Cognition; doi:10.1016/j.cognition.2015.03.007

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.