Zoom ind på en smuk mikro-verden, du aldrig har set før
Mikroskoper giver adgang til en skjult verden. Billeder af denne lille verden er nu blevet hyldet i en international fotokonkurrence, hvor årets førsteplads gik til en zebrafisk.

Nogle gange får forskere noget mere eller andet ud af deres forskning, end de oprindeligt havde regnet med. Det kan være, at de tilfældigvis falder over en ny opdagelse, eller at deres resultaterne leder dem i en helt anden retning, end forventet. 

Det er på en måde sket for Oscar Ruiz fra University of Texas Anderson Cancer Center i Houston.

Oscar Ruiz bruger zebrafisk til at studere, hvad det er for nogle genetiske mutationer, der kan lede til næseganespalte og andre anormaliteter i ansigtet.

Derfor har han med sit mikroskop taget et close-up-billede af et fire dage gammelt zebrafisk-embryon. Et billede, der både var brugbart i hans forskning, men nu også har indkaseret førstepladsen i Nikons Small World-fotokonkurrence.

»Jeg håber, at dette billede kan hjælpe med at fremme den kunstneriske side af videnskaben og præsentere vores data på en måde, så flere mennesker kan relatere til det,« siger Oscar Ruiz til huffingtonpost.com.

LÆS OGSÅ: Honningbi med pollen i øjet vinder årets flotteste mikroskopbillede

Time-lapse-teknik tog dommerne med storm

Dommerne var ifølge Nikons pressemeddelelse særligt bevægede af Oscar Ruiz billede, fordi han gør brug af nogle nye teknikker.

Oscar Ruiz har lavet en time-lapse af billeder, der viser udviklingen zebrafiskens ansigt fra undfangelsen. På den måde kan han se, hvordan ansigtet udvikler sig på et cellulært plan.

Ved at bruge time-lapse-teknikken kan forskerne nemmere identificere, når der opstår anormaliteter i ansigtsudviklingen hos fiskene.

Oscar Ruiz håber, at resultaterne kan lede til en større forståelse af, hvad der sker på det molekylære og cellulære plan, når patienter får deformiteter i ansigtet.

LÆS OGSÅ: Se 2015's vilde vejr i en time-lapse video

Billederne skal gøre folk nysgerrige

Nikon har til sin Small World-konkurrence fået indsendt mere end 2.000 billeder fra forskere og mennesker med interesse for mikroskopbilleder.

Kun 96 af de 2.000 billeder er blevet taget ud som vindere af konkurrencen.

Billederne skal nemlig kunne noget helt bestemt, før de går videre i konkurrencen, forklarer Eric Flem, der arbejder hos Nikon, i en pressemeddelelse.

»Om billedet giver en sjældent syn ind i medicinsk forskning, som vi så med vinderen af førstepladsen, eller det afslører et interessant kig ind i en edderkops øjne, så skaber hvert billede en kraftfuld reaktion hos vores dommere,« siger han.

»Hvert år leder vi efter det billede, der gør, at folk læner sig frem i deres stol, bliver nysgerrige og stiller nye spørgsmål. Tæt på 100 års mikroskopi har banet vejen for udviklingen af teknologi og innovative teknikker, der bliver ved med at hæve barren for denne konkurrence,« siger han i pressemeddelelsen fra Nikon.

LÆS OGSÅ: Top 10: Se årets smukkeste mikroskopbilleder

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.