Vores viden om universet havde ikke været den samme uden Hubble-teleskopet.
Siden april 1990, hvor den ubemandede, amerikanske satellit blev opsendt, har Hubble-teleskopet hjulpet menneskeheden med at udforske adskillige kosmiske objekter.
8 måneder efter Hubbles 30-års jubilæum har den amerikanske rumfartsorganisation NASA offentliggjort 50 nye fotografier, der er blevet digitalt billedbehandlet.
Fotografierne af diverse kosmiske fænomener kommer fra Caldwell-kataloget og har aldrig været udgivet før.
Caldwell-kataloget blev samlet af den engelske amatørastronom Sir Patrick Alfred Caldwell-Moore og oprindelig udgivet i 1995.
Callwell blev dengang inspireret af den franske astronom Charles Messier, der lavede sin egen samling af kosmiske objekter i det 18. århundrede.
Ifølge ScienceAlert skabte Charles Messier oprindelig sit katalog ud af ren frustration. Han ønskede at finde kometer på nattehimlen og oprettede kataloget for at give alle kometjægere et overblik over, hvad der ikke var kometer.
Det særlige ved Caldwell-kataloget er, at det kun indeholder kosmiske objekter, der kan observeres fra ens egen baghave. Altså, fænomener på nattehimlen, der kan ses ved hjælp af et teleskop - eller i visse tilfælde med det blotte øje.
Hubbles Caldwell-katalog, der i første omgang blev offentliggjort i december 2019, består på nuværende tidspunkt af 87 af Caldwells 109 objekter.
De 109 objekter består i alt af 28 stjernetåger, 46 stjernehobe og 35 forskellige galakser.
Ingen dem var oprindelig inkluderet i Messiers katalog.
Videnskab.dk har samlet en række af de exceptionelle billeder herunder. Hvis du er interesseret i at se alle fotografierne, kan du se dem på NASA's egen side.

I stjernebilledet Bjørnevogteren ligger spiralgalaksen Caldwell 45 (NGC 5248). Spiralgalaksen ligger 59 millioner lysår væk og blev opdaget af William Herschel i 1784. (Foto: NASA, ESA, J. Lee (California Institute of Technology), and A. Filippenko (University of California – Berkeley); Processing: Gladys Kober (NASA/Catholic University of America).

40.000 lysår fra Jorden i stjernebilledet Duen ligger Caldwell 73 (NGC 1851). Den blev opdaget af den skotske astronom James Dunlop i 1826. Caldwell 73 er en kuglehob, hvilket er en gigantisk ansamling af stjerner. (Foto: NASA, ESA, and G. Piotto (Università degli Studi di Padova); Processing: Gladys Kober (NASA/Catholic University of America).

Caldwell 53 (NGC 3115) blev opdaget af William Herschel i 1783 og er en sær blanding af en spiral- og en elliptisk galakse. Den ligger 32 millioner lysår fra Jorden og kan ses i stjernebilledet Sekstanten. (Foto: NASA, ESA, and J. Erwin (University of Alabama); Processing: Gladys Kober (NASA/Catholic University of America).

Den fantastiske stjernetåge Caldwell 68 (NGC 6729) ligger i stjernebilledet 'Den Sydlige Krone'. Med sin beliggenhed 400 lysår fra Jorden er Caldwell 68 en af de stjernetåger, der ligger tættest på os. (Foto: NASA, ESA, and K. Stapelfeldt (Jet Propulsion Laboratory); Processing: Gladys Kober (NASA/Catholic University of America).
En del af af NASAs billeder blev udgivet tilbage i december 2019, men de fortjener også at blive vist frem.
Her er en række af de flotteste:

Hvis man ser direkte på Caldwell 15 gennem et teleskop, kan man ikke se 'skyen', der omgiver den hvide dværg. Men hvis man ser lidt væk fra den, opdager man den store sky af gas og støv. (Foto: NASA, ESA, B. Balick and J. Alexander (University of Washington), A. Hajian (U.S. Naval Observatory), Y. Terzian (Cornell University), M. Perinotto (University of Florence), and P. Patriarchi (Arcetri Observatory).