Wauw! Fortryllende billeder fra James Webb fører os tættere på Jupiters indre

Nyt og anderledes billede af planeten Jupiter set gennem data fra rumteleskopet James Webb. (Foto:  NASA, ESA, CSA, Jupiter ERS Team; billedbehandling af Judy Schmidt)

Nyt og anderledes billede af planeten Jupiter set gennem data fra rumteleskopet James Webb. (Foto:  NASA, ESA, CSA, Jupiter ERS Team; billedbehandling af Judy Schmidt)

Kilde: 
23 august 2022

Vilde iagttagelser af planeten Jupiter er fanget på nye, bemærkelsesværdige billeder fra NASA's James Webb-rumteleskop. 

Frem for at have kigget på fjerne galakser har rumteleskopet set nærmere på vores eget solsystem.

Det fortæller NASA i en pressemeddelelse.

På billedet ser Jupiter helt anderledes ud, end vi nok er vant til. James Webb ser nemlig universet i et andet lys, infrarødt, og igennem denne linse får Jupiter en spøgelsesagtig udstråling.

Rumteleskopet kan hjælpe forskerne med at se dybere ind i Jupiter og gøre det muligt at få data, der kan føre til nye videnskabelige resultater om vores solsystems største planet.

»Dette ene billede opsummerer videnskaben om vores Jupiter-systemprogram, som studerer dynamikken og kemien af ​​Jupiter selv, dens ringe og dets satellitsystem,« fortæller en af de ledende observatører Thierry Fouchet, professor ved Paris Observatory, i pressemeddelelsen fra NASA.

De talrige lyse hvide 'pletter' og 'striber' er sandsynligvis meget højtliggende skytoppe af kondenserede storme. (Foto: NASA, ESA, CSA, Jupiter ERS Team; billedbehandling af Judy Schmidt)

James Webb opfanger infrarøde bølger, der viser os detaljer om planeten, som vi ikke selv kan registrere med vores menneskelige syn.

På billedet øverst i artiklen ses polarlys, der strækker sig i rødlige nuancer over den nordlige og den sydlige pol af Jupiter. De gule og grønne farver viser dis, der hvirvler rundt om samme to poler, mens de blå farver på billedet af planeten fremhæver lys, der reflekteres fra en dybereliggende sky. 

Og så er der den normalvis store røde plet. Det er en gigantisk berømt storm, der er så stor, at den ville kunne sluge jorden.

»Lysstyrken her indikerer stor højde, så den store røde plet har dis i høje højder, og det samme ses ved ækvatorialregionen,« siger Heidi Hammel, tværfaglig forsker for solsystemobservationer i Webb-projektet, i pressemeddelelsen fra NASA.

Det nye syn af Jupiter har borgerforsker Judy Schmidt fra Californien været med til at skabe. Fordi billedet er oversat fra bølgelængder, vi ikke kan se, har hun måttet fifle lidt med det.

»Jeg prøver at få det til at se naturligt ud, selvom det ikke er noget i nærheden af, hvad dit øje kan se,« deler hun i pressemeddelelsen fra NASA.

Hun forklarer, at Jupiter generelt er sværere at arbejde med end fjernere kosmiske vidundere, på grund af hvor hurtigt netop den planet roterer.

smb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.