Vores børn er mere som neandertalere end troet
Knogler giver et enestående smugkig ind i neandertalernes barndom.
Neandertaler dreng el sidron Antoio rosas knogler barn barndom hjerne størrelse menneske

Tre af forskerne sidder rundt om bordet med neandertaldrengens skelet (venstre til højre) Antonio García-Tabernero, Antonio Rosas og Luis Ríos. (Foto: Andrés Díaz-CSIC Communication)

Dybt nede i en hule i Asturias skove i det nordlige Spanien findes et skatkammer af den mere uhyggelige slags.

Da man opdagede den første kæbeknogle i 1994, troede politiet, at det var liget af en soldat fra Den Spanske Borgerkrig. Soldater brugte dengang hulen som skjulested.

Men snart kunne retsmedicinere afsløre, at kæben var meget ældre og ikke engang fra et moderne menneske - derimod en neandertaler, som døde for 49.000 år siden.

Hulen hedder El Sidrón og har siden vist sig at gemme på et af de rigeste og vigtigste vidnesbyrd om vores nærmeste slægtninge. Ikke bare målt på antallet af levn, som i skrivende stund har rundet 2.500, men især på de vinduer, fundene har åbnet ind til en for længst glemt verden i istidens Europa.

DNA fra skeletterne har afsløret, at nogle neandertalere var rødhårede, skæremærker på knoglerne kan vidne om kannibalisme, og man har sågar fundet rester af nogle neandertaleres sidste måltid mellem tænderne.

Historien kort
  • Analysen af en 7-årig neandertaldrengs skelet afslører, at neandertalernes vækstmønstre i barndommen generelt følger vores.
  • Hjernen ser dog ud til at være endnu længere om at vokse og modnes og neandertalbørn har været mindst ligeså hjælpeløse og såbare som menneskebørn.
  • Fundet peger på at vores barndom og sociale familiemønster går tilbage til en fælles forfader for moderne mennesker og neandertalere.

Neandertalerne havde en lang barndom

Og nu åbner forskerne endnu et enestående vindue - et kig ind i neandertalernes barndom.

»Vi har altid troet, at den måde, vi vokser op på, menneskets lange barndom, var unik for vores art, men nu kan vi se, at den opvækst, som tillader os den her store hjerne og det at modne langsomt, er delt med en anden menneskeart,« siger palæoantropologen ved Museo Nacional de Ciencias Naturales, Madrid, Spanien, Antonio Rosas, som har ledet forskningen.

Med en detaljeret analyse af et barneskelet kan forskerne afsløre, at neandertalernes hjerner var længere tid om at modnes og nå den fulde størrelse end moderne menneskers.

Med andre ord havde neandertalerne en ligeså lang, eller længere, barndom som os.

»Neandertalerne gennemgår i disse år gennemgår en større revurdering, hvor de givetvis har været tættere på os i kognitiv og social formåen end tidligere antaget. Denne undersøgelse af barndomsudviklingen bringer dem endnu tættere på os,« fortæller professor i psykologi Henrik Høgh-Olesen ved Aarhus Universitet.

Neandertaler dreng el sidron Antoio rosas knogler barn barndom hjerne størrelse menneske

Forskere i gang med udgravning af El Sidrón-hulen. (Foto: Paleoanthropology Group MNCN-CSIC)

Neandertalere var vores ligemænd

Forskerne er gået bort fra tidligere tiders antagelser om, at der var store mentale forskelle på moderne mennesker og neandertalere, og hvor neandertalerne nedladende blev anset for at være dorske, køllesvingende hulemennesker uden sprog og forfinet teknologi.

I dag har forskellige fund groft sagt næsten løftet neandertalerne op til vores ligemænd: 

Hjernen indtager naturligvis en hovedrolle og et faktum, der tidligere sjældent blev fremhævet er, at neandertalernes hjerner i gennemsnit var større end moderne menneskers.

Det faktum var jo svært at forlige med billedet af dorske hulemennesker.

Alle forskere er enige om, at den store hjerne har haft en skelsættende betydning i vores udviklingshistorie, siden vi skiltes fra vores nærmeste nulevende slægtning, chimpansen.

Det gælder selvfølgelig, når man kigger på vores bevidsthed, kultur og teknologiske formåen, men også hvad angår vores usædvanligt lange barndom.

Den store hjerne gav problemer

Da vi for millioner af år siden skiftede træerne ud med landjorden og blev fuldt oprejste mennesker, stødte udviklingen af en stor hjerne så at sige på et problem:

Neandertalernes og vores fælles forfader

Antonio Rosas' bud på, hvornår ‘menneske-barndommen’ opstod, er, at det er sket i vores fælles forfader med neandertalerne.

Forskerne diskuterer, præcis hvilken art det var, men ud fra DNA skønner man, at vores linjer deltes for 500-750.000 år siden.

Rosas peger på et andet fund i Atapuerco, Spanien, af den ca. 400.000 år gamle Homo antecessor , som også kan have haft en lang barndom, mens den 1,5 mio. år gamle Turkana-dreng (Homo ergaster) i Afrika ser ud til at være modnet meget hurtigere end os.

Når vi fødes, skal hovedet ud gennem en snæver åbning i kvindens bækken.

Hvis hjernen skulle vokse yderligere, kunne barnet simpelthen ikke fødes, så hvordan kunne evolutionen løse det problem?

»Man kan sige, at naturen kunne gøre to ting. Den kunne bygge kvinden med en bagperron på størrelse med en lastbil, men det ville betyde et handicap for hende, for man skal jo kunne bevæge sig,« siger Henrik Høgh-Olesen.

»Alternativet var at føde børnene for tidligt. Vi mennesker praktiserer neoteni - vi fødes enormt for tidligt i forhold til andre primater.«

Det betyder, at nyfødte menneskebørn er helt hjælpeløse sammenlignet med chimpanseunger, og det har spillet en kæmperolle for menneskelivet, hvor man blev nødt til at etablere sociale strukturer omkring barnet, passe og beskytte det i mange år.

»Det fremtvinger familieinstitutionen som en økologisk niche, kan du sige,« forklarer Henrik Høgh-Olesen.

»Det at vi fødes så ufærdige gør også, at børnene bliver nødt til at lære en masse undervejs. Det sætter så børnene friere i forhold til instinktiv 'programmering' og gør at indlæring får lov at spille en meget større rolle.«

Tæller linjer i tænderne

Men hvad med andre menneskearter? Hvornår i evolutionshistorien begyndte den lange barndom og familiemønstre?

Neandertaler dreng el sidron Antoio rosas knogler barn barndom hjerne størrelse menneske

Skelettet af neandertaldrengen. Vækstlag i tænderne afslører, at han var 7 år og 8 måneder gammel, da han døde, og ud fra knoglerne skønner forskerne, at han var en kraftkarl på 111 cm og 26 kg. (Foto: Paleoanthropology Group MNCN-CSIC)

Det indså Antonio Rosas og kolleger, at de havde en mulighed for at undersøge med neandertalerne i El Sidrón, hvor man til dato har fundet levn fra 13 individer (7 voksne, 3 teenagere, 3 børn og 1 spædbarn) - som alle har tilhørt en enkelt familiegruppe.

Det ene af barneskeletterne - en dreng - syntes ideelt til formålet, fordi de fleste dele af kraniet og kroppen er bevaret, bortset fra benknoglerne.

Forskerne begyndte med at fastslå, hvor gammelt barnet var, da det døde. Den slags information står ikke skrevet i panden - men derimod i munden.

»Den specielle måde, tænder vokser på, betyder, at der aflejres et tyndt lag dagligt, og med hjælp fra mikroskopet kan vi tælle lagene og bestemme alderen,« siger Antonio Rosas.

De talte sig frem til, at drengen døde, da han var 7 år og 8 måneder (7,69 år).

»Det er vores basislinje, og med den kan vi sammenligne de forskellige anatomiske systemer,« forklarer Rosas.

Neandertaleres vækstmønster var som vores

Forskerne tog så en række forskellige mål på skelettet - vristen, knæet, albuen mfl. - og beregnede procentdelen af voksenmålet for den gennemsnitlige neandertalmand. Det sammenlignede de med, hvor tæt på voksenstørrelse børn af moderne mennesker er i en tilsvarende alder.

Der er selvfølgelig et vidst spænd i vækstkurverne, men inden for det spænd viste analysen ingen statistisk forskel på udviklingen af neandertalbarnet og moderne menneskebørn.

Bortset fra to ting:

  1. For det første svarer stadiet af ryghvirvlerne midt på rygsøjlen blot til et menneskebarn på 5-6 år. Det kan ifølge forskerne forklares med neandertalernes særlige anatomi med en dybere brystkasse, og det har måske givet udslag i ryghvirvlerne.
  2. Men den anden ting var hjernen. Her målte de neandertaldrengens hjernevolume til 1330 ml, eller cirka 87.5 procent af en voksen neandertalmands 1.520 ml.

»Når et moderne menneskebarn er blevet 7,7 år gammel, er hjernen stoppet med at vokse,« siger Antonio Rosas.

»Så når man lægger alt det sammen, er vores konklusion, at neandertalernes vækstmønster har været meget lig vores vækstmønster. Så det mønster har vi formentlig arvet fra vores seneste fælles forfader.«

Neandertaler dreng el sidron Antoio rosas knogler barn barndom hjerne størrelse menneske

Antonio Rosas i El Sidrón-hulen. (Foto: Joan Costa-CSIC Communication)

Neandertalbørn skulle pylres om

Rosas medgiver, at man kun har undersøgt et barn, men siger, at det er det bedste, man kan gøre indtil videre.

Hvis man antager, at forskernes fund kan bredes ud til neandertalerne generelt, har neandertalbørn, ligesom vores børn, været hjælpeløse og sårbare, og om noget ser det ud til, at neandertalhjernen tog endnu længere tid om at modnes end hos moderne mennesker.

»Neandertalbørn har skullet passes, plejes og pylres om, ligesom vi skal, og derfor har der været mange af de sociale institutioner, som omgiver os, der også har været en del af deres univers,« siger Henrik Høgh-Olesen.

»Vi bliver måske bare endnu engang forvisset om, at neandertalerne minder mere om os, end vi troede.«

Havde neandertalerne teenageproblemer?

Nu vil Rosas og kolleger forfølge sporet yderligere og kortlægge vækstmønstrene hos de andre unge individer i El Sidrón og tegne vækstmønsteret fra barn over teenager helt op til voksen.

»Det kan være en god mulighed for at se på noget sært - den pludselige vækstspurt, vi har som teenagere. Den er speciel for vores art, men vi gætter på, at neandertalere også havde sådan en vækstspurt,« siger Antonio Rosas.

Den 'vækstspurt', Rosas taler om, er det, vi kalder 'voksealderen', hvor unge teenagere skyder i vejret på forbløffende kort tid og har brug for mere søvn og hvile.

Så pludselig ser man for sig, hvordan frustrerede neandertalforældre måske heller ikke forstod, hvorfor de unge teenagere ikke magtede at komme op om morgenen.

Hvem ved?

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud