I en ny undersøgelse af flagermus i Laos har forskere fundet tre virusser, der mere end nogen anden kendt virus minder om den coronavirus, som har forårsaget COVID-19-pandemien.
De nyopdagede virusser bliver kaldt BANAL-52, BANAL-103 og BANAL-236 og er omtalt i et studie, som endnu ikke er fagfællebedømt, men som ligger på preprint-serveren Research Square.
Det skriver nyhedsmediet Nature i en pressemeddelelse.
Forskerne tog fæces-, spyt- og urinprøver fra i alt 645 flagermus, som holdt til i en grotte i det nordlige Laos.
Hos tre forskellige arter af hesteskoflagermus (Rhinolophus) fandt forskerne de tre førnævnte BANAL-virusser, som hver især er mere end 95 procent identiske med menneskevarianten, vi kender som SARS-CoV-2.
Mange har spekuleret i, om SARS-CoV-2 er blevet til i et laboratorie.
Forskerne havde i begyndelsen af coronapandemien nemlig ikke før set noget, der mindede om udseendet på SARS-CoV-2’s receptorer. Receptorer sidder på ydersiden af et virus og fungerer groft sagt som virussets ’tænd-knap’.

Virusser finder en værtscelle med en 'nøglehulsreceptor', der passer med virussen 'nøglereceptor'. Coronavirus passer eksempelvis med celler på vores lunger. (foto: Cambridge University Press)
Men da BANAL-virussets receptorer er stort set identiske med SARS-CoV-2’s, så viser det os, at disse dele af coronavirussen eksisterer i naturen.
Dette er fjerde studie, der viser resultater med coronabeslægtede virusser fra vilde dyr i Sydøstasien. De tre foregående er studier fra Thailand, Cambodia og Yunnan i det sydlige Kina.
»Jeg er nu mere end nogensinde før overbevist om, at SARS-CoV-2 er opstået i naturen,« fortæller Linfa Wang, virolog ved Duke Medical School, Singapore, til Nature.

I både Thailand, Cambodia, Laos og Yunnan har man fundet coronabeslægtede virusser. (Foto: ResearchGate)
Selvom studiet fra Laos gør os klogere på, hvor og hvordan coronapandemien kan have haft sit udspring, så er der fortsat forskningsområder, der skal belyses i fremtiden.
BANAL-virusserne mangler nemlig en særlig ’nøgle’, et såkaldt furin-spaltningssted, som SARS-CoV-2 har. Det er en af de funktioner, som hjælper SARS-CoV-2 med at få adgang til menneskeceller.
Studiet gør os ikke klogere på, hvordan en forløber for den nye coronavirus skulle være kommet til Wuhan i Kina, hvor pandemien brød ud.
Et andet studie, som ikke er fagfællebedømt endnu, har fra 2016-2021 samlet undersøgelser fra 13.000 flagermus fra hele Kina. Deres studier viser, at der ikke er nogen coronabeslægtede virusser i Kina.
Dog er der flere forskere, som sætter spørgsmålstegn ved dette. Blandt andet fordi et tidligere studie fandt coronabeslægtede virusser i Yunnan, Kina.