Vildt fossilfund: Kæmpe pingviner var på størrelse med et menneske
Pingvin

Sådan ville en spadseretur med Crossvallia waiparensis formentlig have set ud, hvis den gigantiske pingvingart havde levet side om side med mennesker i dag. (Foto: Canterbury Museum/AP)

Kilde: 
17 august 2019

Med en kampvægt på 80 kilo og en højde på 1,6 meter var den uddøde pingvinart Crossvallia waiparensis fire gange tungere og 40 centimeter højere end kejserspingvinen, den største levende pingvin, skriver The Guardian.

Fossilerne fra den enorme pingvin er blevet identificeret af forskere fra Canterbury Museum i Christchurch og Senckenberg Natural History Museum i Frankfurt, efter en amatørpalæontolog havde fundet flere knogler ved Waipara i New Zealand. 

Forskerne mener, at knoglerne er 60-55 millioner år gamle.

Pingvinen er altså opstået, kun få millioner år efter den store masseuddøen for 66 millioner år siden, hvor blandt andre dinosaurerne forsvandt. Indenfor palæontologi og evolution er det meget kort tid.

LÆS OGSÅ: Overlevende arter kan nogle gange erstatte de dyr, der uddør

Ifølge The Guardian mener forskere, at pingvinens knogle i benet har spillet en større rolle dengang, end den gør for pingviner i dag. 

Professor Paul Scofield, seniorkurator ved Canterbury Museum, fortæller til The Guardian, at fundet af tæt beslægtede arter i New Zealand og Antarktis kan vise en forbindelse mellem de nu adskilte landmasser. 

»Da Crossvallia waiparensis var i live, var New Zealand og Antarktis meget anderledes, end de er i dag. Antarktis var dækket af skov, og det var et meget varmere klima,« fortæller Paul Scofield til The Guardian.

Det er den femte art af pingviner, man har fundet fossiler fra ved Waipara. 

På Videnskab.dk har vi tidligere skrevet om en anden af de store pingvin-arter Kumimanu biceae, der stammer fra samme område som Crossvallia waiparensis.

Studiet kan findes i Alcheringa: An Australasian Journal of Palaeontology.

LÆS OGSÅ: Den sjette masseuddøen: Jordens liv forsvinder lidt efter lidt

LÆS OGSÅ: Nyt studie: Klimaet er på farlig kurs for verdens dyr og planter

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.