Vildt! Forskere finder mystiske livsformer dybt i mørket under Antarktis
Antarktis Opdagelse Livsformer

Et kamera sænkes omkring 900 meter ned i et borehul ved Filchner-Ronne-isbræmmen i Antarktis, hvor forskere har fundet et væld af mystiske organismer, der på nærmest mirakuløs vis lever i det kolde dyb. Dyret på billedet er ikke en del af opdagelsen. (Foto: Dr. Huw Griffiths/British Antarctic Survey).

Et kamera sænkes omkring 900 meter ned i et borehul ved Filchner-Ronne-isbræmmen i Antarktis, hvor forskere har fundet et væld af mystiske organismer, der på nærmest mirakuløs vis lever i det kolde dyb. Dyret på billedet er ikke en del af opdagelsen. (Foto: Dr. Huw Griffiths/British Antarctic Survey).

Kilde: 
15 februar 2021

»Life finds a way,« sagde den fiktive karakter Dr. Ian Malcolm i filmklassikeren Jurassic Park fra 1993.

Det ville ikke være overraskende, hvis forskerne, der har gjort et utroligt fund dybt under Antarktis, har sagt det samme.

Under mere end 890 meter is, omkring 1.233 meter under havets overflade ved Filchner-Ronne-isbræmmen, har forskere fundet flere livsformer.

I videoen herunder fortæller biogeografen Huw Griffiths ved British Antarctic Survey om det vilde fund:

Efter at have boret otte forskellige steder i isen har forskere fundet 1 svamp med stængel, 15 svampe uden stængel, samt 22 uidentificerede organismer med stængel, der kan være alt fra svampe til en form for goppel.

Det skriver ScienceAlert.

Konklusionen fra forskerholdet er klar:

Der er masser af liv i et miljø, som forskere anser som et af de mindst beboelige på Jorden.

»Denne opdagelse er et af disse heldige uheld, der skubber ens idéer i en ny retning og viser os, at livet i havet under Antarktis er helt specielt, og livsformerne har tilpasset sig til at leve i en frossen verden,« siger biogeografen Huw Griffiths ved British Antarctic Survey, til ScienceAlert.

Opdagelsen leder forskerne til et væld af nye spørgsmål om fundet ved Filchner-Ronne-isbræmmen, der er 260 kilometer bred:

Hvad spiser organismerne? Hvor lang tid har de været der? Er hele iskappen under Antarktis fyldt med liv? Er der tale om helt nye livsformer, som man aldrig har set før? Og hvad sker der med livsformerne, hvis iskapperne smelter og kollapser?

Antarktis Opdagelse Livsformer

På billedet kan man se de nyopdagede livsformer. (Foto: Dr. Huw Griffiths/British Antarctic Survey).

Disse spørgsmål skal forskerne forsøge at besvare i den nærmeste fremtid.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Frontiers in Marine Science.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.