På denne tid af året går mange af os og fryser. Men Danmark har ikke altid været råkoldt.

I perioden, der strakte sig fra 23 til 15 millioner år siden – såkaldt tidlig Miocæn – var det område, vi i dag kender som Danmark, dækket af en stor flodslette.

Med en årlig gennemsnitstemperatur på 20 grader, modsat nutidens 9, mindede klimaet mere om Florida end Frederikshavn. 

Der er tale om en særdeles fjern fortid, men det er på ingen måde ubetydeligt for os, hvordan klimaet så ud dengang.

Geologers viden om det miocæne Danmark kan nemlig hjælpe os til at lokalisere livsvigtige naturressourcer.   

Et Danmark med palmer og krokodiller

Det landskab, vi kender i dag, er i høj grad formet af den istid, som sluttede for godt 11.000 år siden.

Men formationer i undergrunden bærer stadig vidnesbyrd om et anderledes eksotisk Danmark.

I det miocæne Danmark voksede der palmer, og på højereliggende områder dominerede sequoiatræerne.

I sumpområder lå krokodiller på lur og måske endda pytonslanger. Sabeltigere jagtede små heste i åbne landskaber, og aberne legede i træerne og gnaskede frugt.

I havet ud for de store deltaer svømmede hvaler, nogle af dem måske jagtet af megalodon – en kæmpehaj med et gab, som et voksent menneske ville kunne stå oprejst i (dog formentlig ikke særlig længe…)

Danmarks eksotiske fortid skyldtes ikke kun varmere temperaturer

Danmark lå ikke specielt sydligere i Miocæn end i dag, så det kan ikke forklare de højere temperaturer.

Vi ved fra studier af klimaet gennem Jordens historie, at temperaturerne for det meste har været højere end i dag.

Og vi ved, at i perioder med varmere klima, er det specielt på de højere breddegrader som vores, at det er varmere. Faktisk var deri tidlig Miocæn ikke specielt anderledes temperaturer ved ækvator, end der er i dag. 

Men varmere temperaturer alene forklarer ikke, hvorfor det miocæne Danmark var så vådt, vildt og eksotisk.

Svaret skal også findes i bjergenes bevægelser og i de mineraler, som strømmede gennem kraftige floder.

Det fossile træ Sumpcyres, der voksede på flodsletten ved Veoervadsbro for ca. 21.5 millioner siden. (Foto: Erik Skovbjerg Rasmussen)

Afrika skubbede Danmark op fra havbunden

Det danske område havde før Miocæn været dækket af hav i mere end 100 millioner år, men i Miocæn ændres alt.

Via tryk fra det afrikanske kontinent skød Alperne til vejrs, og Karpaterne i Central- og Østeuropa havde ligeledes en vigtig hævningsfase.

Det tryk, der dannede disse bjergkæder, influerede også områder i Nordvesteuropa. For eksempel hævedes Ardennerne i Belgien, det sydlige England og dele af Nordsøen.

Kattegat og Skagerrak blev også hævet, og endelig rejste de norske og midtsvenske bjerge sig markant.

Det betød, at grus, sand og ler fra de norske bjerge og det centrale Sverige blev transporteret ned mod Danmark og dannede det store, flade flodslettelandskab, der kendetegnede tidlig Miocæn.

Miocæne mineralkorn fortæller os om flodsletten

Det grus, sand og ler, der strømmede ned mod Danmark, da bjergene skød i vejret andre steder, kan findes som mineralkorn i dag og er nøglen til at forstå fortidens miocæne flodslette.

Ligesom man har kunnet bestemme, at Egtvedpigen kom fra Sydtyskland, kan vi ved at studere specielle mineralkorn i de lag, som blev dannet af floderne se præcist, hvor de stammer fra og derved få et billede af dræneringsområdet. Altså, det område hvor regnvand samles og fra små kilder bliver til bi-floder og floder, der føre vandet ud mod havet.

Dette område var 350.000 km², svarende til nutidens Tyskland, og gik så langt nord på som Jotunheim i Norge og Örebro i Sverige.

Kan rekonstruere floderne

Når vand strømmer i en flod, flytter det på grus og sand i floden, og derved dannes strukturer på bunden. Strukturernes størrelse og form er afhængig af flodens størrelse og strømhastigheden i floden.

Strukturer fra de miocæne floder kan ses den dag i dag i grusgrave i Jylland. Og derfor kan vi se, hvilke flodtyper der har fandtes.

Dermed kan vi også rekonstruere størrelsen af floderne. Bredden på floder har været op til en kilometer, og vandføringen har været ca. 10.000 m³/s.

Det er ikke så lidt: Til sammenligning har Gudenåen en vandføring på 32,4 m³/s.

Sand, grus og ler fra floderne blev til et delta

De store mængder af grus, sand og ler, der blev ført af brede, kraftige floder til den østlige del af Nordsøen i Miocæn, resulterede i dannelse af et stort delta, der hvor floden mødte havet.

I det miocæne Danmark voksede der palmer, og i sumpområder lå krokodiller på lur. (Foto: Shutterstock).

Et sådant delta kan dannes i perioder med permanent bølgeaktivitet langs kysten.

Det mest kendte delta af denne type er det, vi finder ved Middelhavet, hvor Nilen forgrener sig for at nå ud til havet, hvilket skaber et grønt og frodigt område nær kysten.

I Miocæn lå Danmark, ligesom i dag, i det nordlige vestenvindsbælte, hvilket skabte den bølgeaktivitet, der kan skabe et nildelta.

Dette betød, at sand fra flodsletten blev fordelt langs kysten, hvilket skabte odder og barrieresøer med bagvedlæggende laguner.  

Selvom klimaet var anderledes i Miocæn, var det ikke stabilt.

På grund af Jordens bane om solen og varierende CO₂-indhold i atmosfæren – bl.a.. som følge af vulkanudbrud – ændrede klimaet sig.

En rekonstruktion af klimaet viser, at der var et udsving på ca. fem grader over perioder på to til tre millioner år.

Det var på ingen måde nok til af fremtvinge istider, som dem vi har set de sidste 800.000 år med opbygning af store iskapper på den nordlige halvkugle. Men på Antarktis var det koldt nok, så her dannedes en iskappe.

Variationen i størrelsen af iskappen på Antarktis var nok til at ændre det globale havniveau (også kaldet havspejlet) helt op til 70 m.

Derfor ser vi, at deltaer byggede ud i den østlige del af Nordsøen tre gange i den miocøne periode i forbindelse med havspejlenes fald.

Har betydning for os i dag

I perioder med varmere klima steg havet. Deltaerne blev oversvømmede, og der blev aflejret ler.

De sandlag, der blev dannet i de tre perioder med delta-udbygning i den østlige del af Nordsøen i tidlig Miocæn, kaldes for Billund-, Bastrup- og Odderup-formationerne.

Spor af en sømus (markeret med røde pile), der graver i et stormsandslag for 22 millioner år siden. (Foto: Erik Skovbjerg Rasmussen)

Det grus og sand, der blev aflejret i delta-lober, odder og barriereøer i tidlig Miocæn udgør porøse lag i undergrunden.

Og dét er på ingen måde ubetydeligt for os den dag i dag. Et porøst lag kan nemlig indeholde vand.

Man kan sammenligne det med en sukkerknald:

Hvis man dypper en sukkerknald i kaffe, suger den kaffe til sig. På samme måde ligger grundvandet ’suget op’ i de porøse lag i undergrunden.

Grunden til vores grundvand

I Jylland udgør miocænt sand nogle af de vigtigste grundvandsmagasiner.

Beregninger antyder, at der i Billund Formationen blev aflejret 250 km³ sand, og 30 procent af det er vand – dvs., at der ligger 75 km³ vand i bare denne formation.

Til sammenligning kan det nævnes, at vandforbruget fra de danske vandværker er ca. 0.4 km³ (2016).

De detaljerede undersøgelser, geologer gør i dag – geofysiske målinger, geokemiske analyser, boringer i undergrunden osv. – gør, at man kan rekonstruere Jorden, som den har set ud for millioner af år siden.

Dette arbejde resulterer ofte i en spændende historie om Jordens udvikling gennem tiden; både lokalt, men også i visse tilfælde globalt.

Men det vigtigste ved undersøgelserne er, at de hjælper os med at finde råstoffer til samfundet.

Det betyder, at vi i fremtiden har rent drikkevand, grus, sand og ler til at bygge huse af, metaller så vores mobiltelefon virker, geotermisk energi, porøse lag til CO₂–lagring.

Endelig betyder det også, at vi har olie og gas til fremtidens energiforsyning.