Vilde billeder: Kæmpe edderkop slæber rundt på pungrotte, og andre æder firben og frøer
01 marts 2019
 

Advarsel! Lider du af araknofobi (angst for edderkopper), eller har du bare et anstrengt forhold til de ottebenede, behårede sataner, så bør du kraftigt overveje, om det er klogt at læse videre.

Væbnet med et kamera har et hold amerikanske biologer bevæget sig dybt ind i Amazonas-skoven for at lede efter edderkopper, skriver University of Michigan i en pressemeddelelse.

Ekskursionen er mundet ud i en serie af fotos og videoklip, der dokumenterer, hvordan edderkopper på størrelse med en middagstallerken fanger og nakker dyr i størrelser, som de færreste nok har kunnet forestille sig.

Pungrotter (som det ses på gif'en foroven), slanger, firben og frøer er alle på menuen.

LÆS OGSÅ: Verdens giftigste edderkop har adskillige liv på samvittigheden

Billederne er en del af en videnskabelig artikel, der undersøger forholdet mellem leddyr, som edderkopper, og mindre hvirveldyr i Amazonas-skoven.

»En overraskende stor del af dødeligheden blandt mindre hvirveldyr i Amazonas skyldes sandsynligvis leddyr som store edderkopper og tusindben,« fortæller lektor i evolutionær biologi ved University of Michigan, Daniel Rabosky, til pressemeddelelsen.

Det er en undervurderet dødsårsag blandt hvirveldyrene, tilføjer han.

Edderkopper er kendt som meget forskelligartede rovdyr, og tidligere er der blevet observeret edderkopper, der spiser alt fra fisk, padder og fugle.

LÆS OGSÅ: Derfor bør du ikke slå edderkopper i dit hjem ihjel

Der er dog generelt meget lidt sikker viden om, hvad og hvordan edderkopper og andre leddyr jager og spiser i tropiske områder, der er så rigt på dyreliv som Amazonas.

Det nye studie indeholder observationer fra 2008, 2012, 2016 og 2017 og er således med til at kaste lidt lys over dette.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Amphibian & Reptile Conservation.

I videoen her fortæller forskerne mere om ekskursionen. (Video: University of Michigan)

LÆS OGSÅ: Forskere finder ny kæmpeedderkop med mystisk horn på ryggen

LÆS OGSÅ: Edderkopper kan producere mælk: Se baby-edderkopper die hos moderen

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.