Vild video: Houdini-vandbille bryder ud af frøs numse, efter den er blevet spist

Her kan du se, hvordan billen bryder ud af frøen. Måske skulle den øve sig i at lave et efterfølgende forsvindingsnummer. (Video: YouTube)

Her kan du se, hvordan billen bryder ud af frøen. Måske skulle den øve sig i at lave et efterfølgende forsvindingsnummer. (Video: YouTube)

Kilde: 
04 august 2020

Vandbillen Regimbartia attenuata er ikke sådan at slå ud.

Bliver den som mange af sine artsfæller spist af en frø, kommer den som regel ud uskadt i den anden ende. Billen vrikker sig hele vejen igennem kvækkerens fordøjelsessystem – indtil den når udgangen. Det skriver ScienceAlert.

Det er forskere fra det japanske Kobe University, der har opdaget billens trick. Deres studie af Houdini-billen er udgivet i tidsskriftet Current Biology.

For at bryde ud af frøens bagende har billen udviklet en særlig teknik.

»Regimbartia attenuata kan ikke trænge ud af ’slidsen’ uden at motivere frøen til at åbne den, fordi endemusklens pres holder ’slidsen’ lukket,« skriver økolog Shinji Sugiura, der er hovedforfatter på frøforskningen, ifølge ScienceAlert.

'Slidsen' er åbenbart japansk forskersprog for numse.

I studiet har forskerne efterprøvet flugtforsøget på fem forskellige frøer. Hver gang lykkedes det billen at nå ud i friheden. Succesraten var 9 ud af 10 for billerne.

Og de var hurtige. For størstedelen lykkedes det at trænge ud af frøerne i løbet af et par timer, mens en enkelt, særligt ihærdig bille nåede friheden på bare syv minutter.  

Efter flugten levede billerne ifølge ScienceAlert lange og gode liv i ugerne efter.

tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.