Nyopdaget hveps med kæmpe brod begejstrer forsker: »Har aldrig set noget lignende«
09 juli 2018

»Jeg har studeret snyltehvepse i langt tid nu, men jeg har aldrig set noget lignende. Dens brod ligner et dødbringende våben.«

Det fortæller den finske forsker Ilari E. Sääksjärvi, der er professor i biodiversitet ved University of Turku i Finland, i en pressemeddelelse.

Han har sammen med sit forskerhold fundet en ny og vild type hveps, som de har kaldt Clistopyga crassicaudata.

Stik! Stik! Her er en illustration af hvepsen, der med sin cirka 5 mm lange brod imponerer forskerne. (Illustration: Kari Kaunisto)

Hvepsen er fundet i grænselandet mellem Andesbjergene og den lavereliggende Amazonskov, og, udover at den har en ekstraordinær lang og bred brod, imponerer den forskerne med sin besynderlige måde at lægge æg på.

Hvepsen, der lægger sine æg gennem broden, har nemlig specialiseret sig i at lægge æg i edderkoppereder.

Den stikker og paralyserer således en edderkop, som den derefter lægger sine æg på.

Med tiden vil de udklækkede hvepse-larver spise den paralyserede edderkop og edderkoppens æg.

Forskerne, der har publiceret deres resultater i det videnskabelige tidsskrift Zootaxa, ved endnu ikke, hvilken type edderkopper hvepsen foretrækker.

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.