En god del af de penge, vi bruger på forskning, går til naturvidenskab.
Både den offentlige og private sektor er tossede med at forske indenfor sygdomme og medicin, som kan gøre vores liv endnu bedre eller endnu længere.
I denne artikel kan du læse mere om, hvilke foredrag du kan bestille, og dermed blive klogere på de fascinerende emner, som forskerne tilbyder i år!
\ Forskningens Døgn og Bestil en Forsker
Forskningens Døgn er en landsdækkende videnskabsfestival, der skaber mødesteder mellem forskere og borgere. Festivalen foregår hvert år i slutningen af april (uge 17).
Bestil en Forsker er et af de mange tilbud under Forskningens Døgn.
Tilbuddet giver alle, der kan samle et publikum på mindst 20 personer, mulighed for gratis at bestille en forsker til at holde et foredrag i løbet af uge 17.
Foredraget plejer at foregå på arbejdspladsen, skolen, i en forening eller på et bibliotek. Se mere på Bestil en Forsker.
Alder og ansigtsgenkendelse
Kender du det? Der er netop gået en person forbi dig fra din folkeskole – du har ikke tænkt på personen i 20 år, men du ved, at det er ham.
Hvordan kan du være så sikker? Og hvordan kan du være så skarp til ansigter, når nogle mennesker knapt nok kan genkende deres egen mor?
Svaret handler om ansigtsgenkendelse. Det anslås, at 2% af danskere lider af ansigtsblindhed, der gør det umuligt for dem at placere ansigter, mens andre er supergenkendere.
Hvordan det fremtræder, opleves og påvirker hverdagen kan du få svar på i det spændende foredrag Ansigtsgenkendelse: Fra ansigtsblindhed til supergenkendere.
Et sted, hvor genkendelse også kan være svær, er i forbindelse med alder. I lang tid har vi haft en lineær opfattelse af alder og livet, der hører hertil.
Det vil foredraget Age, ageing, and ageing backwards dog udfordre, så vi ikke kun tænker alder i tal, men som en livslang proces, der kan bevæge sig frem og tilbage.
Flere faktorer skal tages med i spil, når de ældgamle spørgsmål besvares: Kan vi stoppe aldring – og vil vi det?
Arven efter Marie Curie
Siden Marie Curie i 1898 fik isoleret grundstoffet Radium, har det været hyppigt benyttet i en lang række kræftbehandlinger gennem stråleterapi.
Det har dog ikke nået sit fulde potentiale endnu, og hvordan behandlinger og metoder skal gøres endnu bedre, kan du høre om i foredraget Strålebehandling af livmoderhalskræft: Fra radium til moderne stråleterapi.
Irriterende hovedpine og menneskets fremtid
De sidste foredrag, vi vil præsenterer jer for i denne artikel, handler om to meget forskellige emner.
Det første, drejer sig om cirka 8,3% af den danske befolkning – folk, der lider af flyrelateret hovedpine. Overraskende mange tager sig beklagende til hovedet, når de stiger ombord på flyet, og det vil forskningen gerne til livs.
Gennem foredraget Højt at flyve, dundrende smerte: Bliv klogere på flyrelateret hovedpine skal vi se på diagnosticering, mekanismer og mulige behandler af fænomenet, der rammer omkring 100 million flypassagerer årligt.
Det sidste foredrag berører 100% af den danske befolkning. Kan enzymer redde menneskeheden? er det store spørgsmål, der skal besvares i det fascinerende foredrag, der starter i det helt små.
De små enzymer, der populært kaldes ’naturens egne byggesten’, rummer både egenskaben til at holde os mennesker i live i dagligdagen – men kan måske også bruges til at redde verden.
Søg i det spændende og alsidige katalog
Hvis du derimod interessere dig for andre emner end naturvidenskab, byder dette års katalog også mange andre fascinerende emner, såsom:
-
Fra barn-centreret leg til barnet i centrum: Hvad kan man lære?
-
Jagten på den sidste, modvillige valkyrie – kvinder, køn og identitet i Jernalderen
- Jardin – den franske mønsterbryder, der grundlagde den danske klassicisme
Hvordan bestiller jeg en forsker?
Bestillingsperioden slutter 27. marts, og du kan finde de mere end 275 foredrag på Forskningens Døgns hjemmeside.
Husk de få krav, før du bestiller:
- Det er dit ansvar at stille de nødvendige faciliteter til rådighed – det kan være et passende lokale med projektor eller en internetbaseret mødeplatform
- Der skal mindst være 20 personer til foredragene
- Nogle forskere skal desuden have deres rejseudgifter dækket
Bestil en Forsker varetages af Videnskab.dks Center for Faglig Formidling.
Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte os på bestilenforsker@bestilenforsker.dk