Se den søde video: Nyopdaget mini-søhest er på størrelse med et riskorn

Det nyopdagede japanske mini-søhest er så lille, at der kan være mellem to og tre på en lillefingernegl. (Video: Youtube/Underwater Video JP)

14 august 2018

Hvis man ikke har de skarpe dykkerbriller på, kan de være svære at spotte. Men efter at have svømmet uregistreret rundt i havet ved det sydøstlige Japan i årevis har forskere nu føjet en ny pygmæ-søhest til artslisterne.

Det skriver National Geographic.

Søhesten er meget lille – cirka samme størrelse som et riskorn – og de har nogenlunde samme farve som de algedækkede sten, de lever blandt, så de er ikke specielt lette at se.

Alligevel har dykkere i Japan spottet dem gennem tiden og givet søhesten tilnavnet 'Japan pig', fordi den ifølge de lokale ligner en lille gris. Det har forskerne brugt til det latinske navn Hippocampus japapigu.

Pygmæsøheste adskiller sig blandt andet fra almindelige søheste ved kun at have én gælle, som sidder på ryggen i stedet for to på hver side af hovedet. 

Mange steder er søhestepopulationer i stærk nedgang, fordi de bliver fanget til at blive brugt i kinesisk medicin eller solgt i akvariehandler.

»Men det vil aldrig blive et problem for pygmæsøheste, for de er simpelthen for svære at finde,« siger Graham Short, der er førsteforfatter på studiet om søhesten og fiskeforsker hos California Academy of Sciences, til National Geographic.

Studiet er publiceret i tidsskriftet ZooKeys. 

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.