Videnskabens varedeklaration er vigtig
deklaration videnskabsteori videnskab blog willum

Der er mange mennesker på tv og i aviser der frit taler om klimaforandringer og teorier uden at have videnskabeligt belæg for dette, derfor er det vigtigt at huske videnskabens 'varedeklaration'. (Foto: Shutterstock)

Klimabloggen her på Videnskab.dk diskuterede for nylig, hvad videnskabelig viden egentlig er.

Det er jo et større filosofisk spørgsmål, som vi må gemme til en anden god gang.

Her rækker det at slå fast, at videnskabelig viden bl.a. er karakteriseret ved, at den har været igennem og til stadighed er udsat for systematisk test og kritisk afprøvning.

I praksis foregår det typisk ved, at et videnskabeligt resultat (som beskrevet i klimabloggen) skal igennem et peer review, dvs. en bedømmelse af fagligt kvalificerede forskere, inden det kan publiceres og indlemmes i det store arkiv over troværdig videnskabelig viden.

Desuden forventes det, at kilder og forsøgsmetoder beskrives så præcist, at forskere, der alligevel er skeptiske overfor resultatet, selv kan undersøge sagen nærmere. Så i princippet fortsætter den kritiske afprøvning af et resultat i det uendelige, og man har som forsker en uskreven pligt til at indgå i denne kritiske proces.

Det kan være en god idé at minde sig selv om dette specielle træk ved videnskabelig viden engang i mellem, for det er nemlig langt fra alt, hvad der udgiver sig for at være videnskab, der faktisk er det.  

For det første 

Er der, hvad man kan kalder mediesektoren, hvor folk med mere eller mindre gangbare kvalifikationer kan fremsætte mere eller mindre gangbare synspunkter. Denne blog har fx ikke været igennem peer review eller andre former for tests, og det skal man selvfølgelig have for øje, når man vurderer, hvor stor tillid man skal have til det, jeg skriver.

Men mediesektoren kan også bruges mere målrettet. For at vende tilbage til klimadebatten, er det slående, at der i det videnskabelige samfund stort set er konsensus om eksistensen af menneskeskabte klimaforandringer, mens der i befolkningen er udbredt skepsis (Naomi Oreskes, 2004).

I en amerikansk kontekst kan en del af forklaringen være, at olie og olieindustrien har været dygtige til at sprede klimaskeptiske budskaber netop via mediesektoren.

De har fx finansieret deciderede reklamekampagner med budskaber som "If the Earth is getting warm, why is Kentucky getting colder?" og købt medietid til videnskabsfolk med klimaskeptiske budskaber, fx i den 28 minutter lange 'dokumentarfilm' The Greening of Planet Earth fra 1992.

Jeg vil her hverken tage stilling til, om Jorden bliver grønnere eller Kentucky koldere, men blot påpege, at hverken reklamer eller dokumentarfilm betalt af olie- og kulindustrien har været igennem den form for organiseret skepsis, der gør, at de kan betragtes som troværdig videnskabelig viden. Men når man hører den slags budskaber og ser videnskabsfolk i hvide kitler udtale sig, så kan det være svært at lade være med at blive påvirket.

Det lidt sørgelige ved netop klimadebatten er, at den udstiller, hvor magtesløs det videnskabelige samfund er overfor det, der foregår i mediesektoren. Hvad enten man ignorerer eller forsøger at imødegå diverse uvidenskabelige påstande, der fremføres i medierne, vil man efterlade folk med indtrykket af, at der er usikkerhed og diskussion på området.

Og dermed bliver det så meget des sværere for det videnskabelige samfund at komme igennem med deres budskab om, at diskussionen er slut, og at der er bred konsensus om virkeligheden af de menneskeskabte klimaændringer.  

For det andet 

Er der den såkaldte rapportsektor. Her er der typisk tale om en form for bestillingsarbejde, hvor fx et ministerium ønsker at få et eller andet undersøgt og derfor hyrer et hold forskere fra et universitet eller et sektorforskningsinstitut til at se nærmere på sagen. Resultatet af undersøgelsen offentliggøres så i en rapport, der udgives enten af forskerne selv eller af ministeriet.

Der er altså her tale om videnskabsfolk, der arbejder efter traditionelle videnskabelige metoder og tilsyneladende når frem til gedigen videnskabelig viden. Alligevel adskiller den viden, der produceres i rapportsektoren, sig fra traditionel videnskabelig viden på et afgørende punkt:

Når resultaterne offentliggøres i en rapport, har de ikke været igennem den form for fagligt kvalificeret kritik og kontrol, der kræves af videnskabelig viden i streng forstand. Og det skal man være klar over, når man overvejer, hvor troværdige resultater af fx PISA-undersøgelsen eller en ny rapport udarbejdet af Socialforskningsinstituttet eller CEPOS er.

Dermed ikke sagt, at der nødvendigvis er noget galt med det arbejde, forskerne i rapportsektoren bedriver. Det kan sikkert være af glimrende kvalitet - problemet er blot, at kvaliteten ikke er blevet kontrolleret på den måde, man kan forvente af videnskabeligt arbejde.

Det hele bliver selvfølgelig ikke bedre af, at et for tæt forhold mellem den, der betaler for en undersøgelse, og den, der udfører den, kan smitte af på resultaterne (som beskrevet i mit sidste blogindlæg). Herhjemme kan netop klimadebatten - igen, igen - tjene til eksempel.

I 2007 kom det således frem, at daværende miljøminister Hans Christian Schmidt og daværende finansminister Thor Pedersen i 2004 havde rettet i en pjece om klimaforandringer. Pjecens hovedforfatter var Jes Fenger fra Danmarks Miljøundersøgelser, men de to ministre brød sig ikke om forskerens noget dystre profetier, og derfor strøg de simpelthen de dele af teksten, de ikke brød sig om.

Nu kan man mene, hvad man vil om den slags, men værste er nok, at forskerne i miljøet var lydhøre over for regeringens holdning og begyndte at underlægge sig selvcensur af angst for at blive ramt af nedskæringer. "Men der var flere gange, hvor jeg ikke turde sige, hvad jeg virkelig mente", udtalte sektionsleder Egil Kaas i 2007 til Politiken, "Det var jo ikke kun mit eget, men også mine medarbejderes job, der stod på spil" (Politiken d. 18. okt., 2007).  

Alt dette bringer os tilbage til kvalitetskontrollen 

I den traditionelle videnskab spiller peer review som sagt en central rolle, og det bliver ofte - fejlagtigt - betragtet som et endegyldigt bevis på videnskabelig sandhed. Det er der flere grunde til, at det ikke kan være.

I denne forbindelse er det største problem nok, at de tidsskrifter, der forestår peer reviewet, er privatejede. Der er altså ikke nogen kontrol med hvem, der varetager peer review, eller retningslinjer for, hvordan det skal foregå. Alle og enhver kan i princippet starte et tidsskrift og give sig til at få artikler peer reviewed.

Og det giver problemer. I mit sidste indlæg omtalte jeg således en interessant sag om ukrudtsmidlet atrazin. Da en undersøgelse viste, at midlet er langt mere skadeligt end hidtil troet, forsøgte fabrikanten først at sylte undersøgelsen, og da det ikke lykkedes, sponserede de et nyt studie, der belejligt nok viste, at atrazin slet ikke er så farligt endda.

Dette studie blev faktisk peer reviewet og offentliggjort -i tidsskriftet Environmental Toxicology and Chemistry, hvor undersøgelsens hovedforfatter, Ronald Kendall, var redaktør. Men hvor troværdigt var peer reviewet i dette tilfælde? Det er ikke godt at vide. Det er jo en smal sag at få en artikel igennem peer review, hvis man selv kan sammensætte en review-komite af kolleger og meningsfæller.

Eksemplet er desværre ikke isoleret. I bogen Doubt is Their Product beskriver David Michaels fænomenet 'captured journals', dvs. hele tidsskrifter, som i det skjulte finansieres af virksomheder, der har interesse i, at nøje udvalgte undersøgelser - typisk udført af forskere på industriens lønningsliste og typisk af tvivlsom kvalitet - slipper gennem peer review.

De kan på den måde udgøre et vægtigere argument i debatten, når et produkts mulige skadevirkninger skal vurderes. På den måde har den amerikanske tobaks- og kemiindustri, ifølge Michaels, benyttet tidsskrifter som Indoor and Built Environment og Regulatory Toxicology and Pharmacologytil at få udgivet peer reviewede artikler, der vha. fordrejede analyser og grove metodologiske fejl nedtonede skadeligheden af forskellige af industriens produkter.  

Så peer review er ikke et gyldent kvalitetsstempel

Man er nødt til at se sig godt for og læse varedeklarationen på sin videnskabelige viden grundigt - også selv om man holder sig til peer reviewed viden.

Man er nødt til at overveje, hvem der har betalt for forskningen, om tidsskriftet, som resultatet er publiceret i, virker troværdigt, og om fagligt kvalificerede kritikere har haft mulighed for at komme til orde. Det kan også være nyttigt at undersøge, hvem der har bestemt undersøgelsens metoder, formål og vinkel på stoffet, og om disse er blevet ændret undervejs.

Det er med andre ord slet ikke nogen enkelt sag at være forbruger af videnskabelig viden.  

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om Evidensbarometeret, som Videnskab.dk lige har lanceret.