I sensommeren 2016 lancerede Videnskab.dk YouTube-projektet YouKnow med kanalen Newgame – en YouTube-kanal om forskning og gaming.
Nu melder projektet sig klar med en ny kanal, Skønhedslaboratoriet – en kanal om skønhed, kosmetik og ikke mindst videnskab.
\ Skønhed og kemi på YouTube
Skønhedslaboratoriet er Videnskab.dk’s YouTube-kanal om skønhed og videnskab.
Formålet med kanalen er at bringe forskningsbaseret viden ud til danske unge.
Kanalen er en del af et større YouTube-projekt, YouKnow, som er støttet af Nordea-fonden med 2,8 mio. kroner.
Formålet med YouKnow-projektet er at bringe forskningsbaseret viden ud til den del af den danske ungdom, som ikke nødvendigvis synes, at videnskab er sjovt alene for videnskabens skyld.
Derfor forsøger YouTube-kanalerne at tale ind i de interesser, som mange unge allerede dyrker i YouTube-universet – eksempelvis skønhed.
»De sociale medier vrimler med selvbestaltede eksperter udi sundhed, motion og skønhed. De får folk til at blege tænder i bagepulver eller undgå gluten ud fra hjemmebryggede teorier eller myter, der trives på nettet. Vi må tage kampen op og bringe den forskningsbaserede viden i spil ude hos brugerne,« siger Peter Hyldgård, udviklingschef på Videnskab.dk.
\ Læs mere
Viden gør dig skønnere
Skønhedslaboratoriet er en kanal til alle, der interesserer sig for skønhed og kosmetik, og den spiller ind i et tema, som allerede er et stort hit på YouTube.
De etablerede skønhedskanaler har mange tusinde abonnenter – eksempelvis Skønhedslaboratoriets egen værtinde, Cecilia Demant, som på sin egen kanal når ud til knap 39.000 følgere.
»Cecilia Demant er som kemistuderende på DTU og make up-ekspert selv et godt eksempel på, at der ikke behøver at være en modsætning mellem at give den gas på YouTube og så alligevel være smækfyldt med viden,« siger Peter Hyldgård.
\ Læs mere
YouTubere er kilder til viden
Formidling på YouTube er i høj grad værd at bruge tid på, fordi det spiller en stor rolle i mange børn og unges liv, mener lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, Stine Liv Johansen.
»YouTuberne producerer underholdning, sjov og ballade, men de er også kilder til viden, oplysning og ikke mindst til god leg – også selvom det måske ikke umiddelbart ser sådan ud i en voksen optik,« siger Stine Liv Johansen i artiklen Forældre skal lære at forstå YouTube.
Med Skønhedslaboratoriet kan Videnskab.dk nu give adgang til viden i et format, som eksisterer på de unges præmisser og taler ind i deres interesser.
»Selvom videoerne i Skønhedslaboratoriet umiddelbart ser lette og umiddelbare ud, ligger der mange timers research hos forskerne bag hvert afsnit. Alt er undersøgt og dobbeltjekket, før det kommer med i en video,« siger Peter Hyldgård.