Frygten for slanger ligger som et dybt instinkt i de fleste større dyr, inklusiv mennesker.

Dette blev blandt andet visualiseret i 2015 med nogle famøse ’katte bliver bange for agurker’-videoer og i utallige ’snake prank’-videoer, hvor folk flygter panisk ved synet af en kunstig slange.

Vores instinkter fortæller os nemlig, at vi hurtigst muligt skal ud af slangens rækkevidde for at undgå at blive bidt.

At holde sig uden for rækkevidde af verdens giftslanger er bestemt også en god ide!

Risikoen for at få varige mén og handicap efter et slangebid er nemlig desværre stadig stor, da bid fra giftige slanger kræver hurtig og effektiv behandling med den rette modgift.

I udviklingen af modgift er en af de positive opdagelser heldigvis, at nogle modgifte kan benyttes til effektivt at behandle slangebid, de egentligt ikke er udviklet til at virke imod.

Fænomenet kaldes krydsreaktivitet og kan gøre det muligt at lave meget bredt virkende modgifte.

Øjenvippe-grubeormen fra Mellem- og Sydamerika kan have mange forskellige farver, hvilket gør den utrolig svær at identificere efter et bid. Derfor er det heldigt, at en modgift, produceret mod nogle helt andre slanger fra samme område, også virker mod bid fra øjenvippe-grubeormen. (Fotos: Bothriechis schlegelii © Bernard Dupont (flickr), Pavel Kirillov (flickr), Ryskas (Wikimedia)).

Når hesten gør arbejdet

I dag bliver modgift produceret ved at injicere et større pattedyr med tiltagende doser af slangegift igennem en længere periode, typisk en hest.

Processen kan tage op til mellem et og halvandet år, hvorefter dyret vil have opbygget en meget høj tolerance over for giften. Den høje tolerance skyldes, at dyret har udviklet antistoffer, der kan neutralisere slangegiften, i sit blod.

Antistofferne produceres af hestens immunforsvar, og det er netop antistofferne, der står for at uskadeliggøre de forskellige giftkomponenter, kaldet toksiner, der findes i slangegiften.

Hvis man sammenligner immunforsvaret med et lands forsvar, svarer antistofferne til radarlåste missiler – de ved præcis, hvor de skal hen og tilintetgøre fjenden, som i dette tilfælde er toksinerne.

Når hesten har opbygget tolerance, kan man tappe dens blod og isolere antistofferne, som så udgør den modgift, der bruges mod slangebid i dag. (Læs mere om det i artiklen ’Danske forskere forbedrer slangemodgift.’)

Modgift med mange muligheder

Modgifte kan både produceres med gift fra én eller flere slanger. Dette kaldes henholdsvis monovalente og polyvalente modgifte.

Monovalente modgifte virker som udgangspunkt kun mod bid fra en enkelt slangeart, mens polyvalente modgifte virker mod bid fra alle de slangearter, som er blevet brugt i produktionen af modgiften.

Når en modgift produceres, er den som udgangspunkt således kun tænkt til at virke mod bid fra de samme arter af slanger, hvis gift er blevet brugt til at gøre produktionshesten tolerant.

Dette medfører, at forskellige modgifte virker mod forskellige slanger. Men det kunne jo være et problem!

Fløjlsgrubeormen fra Syd- og Mellemamerika er en af de mest frygtede slanger i området, da den har et iltert temperament og lever i landbrugsområder tæt på beboelser. Ofrene er derfor oftest fattige bønder og deres legende børn, som sjældent har råd til den livsvigtige modgift. (Foto: Bothrops asper © Brian Gratwicke (flickr))

Nåede du at se slangen, der bed dig?

Det er ikke altid, at et slangebidsoffer kan beskrive den skyldige slange i tilstrækkelige detaljer til, at synderens art kan bestemmes.

Det giver risiko for, at slangebidsofre kan få den forkerte modgift og dermed ikke overlever biddet. Det er derfor mest almindeligt at anvende polyvalente modgifte i dag for at øge chancerne for overlevelse af slangebid.

Det er dog begrænset, hvor mange slangearter, det giver mening at anvende i produktionen af en enkelt type modgift. Man vælger derfor typisk at producere én modgift, som virker på de mest medicinsk relevante slanger i et begrænset geografisk område.

Dette kan for eksempel være én modgift for hele Afrika syd for Sahara. Dermed får slangebidsofre de bedste odds for at overleve.

Modgift kan blive en dyr affære

Det eneste problem med denne produktionsmetode er, at den både er omfangsrig og dyr. Det er nemlig kosteligt at skaffe gift fra så mange forskellige arter af giftslanger.

Dette medfører i sidste ende visse problemer med at få modgiften frem til de personer, der oftest har brug for den. Størstedelen af de mennesker i verden, der bliver bidt af giftslanger, er nemlig fattige land- og skovarbejdere, eller deres børn, fra tredjeverdenslande.

Disse mennesker har ofte ikke råd til modgift og må nogle gange gældsætte sig for at kunne betale behandlingen.

Derfor er det nødvendigt at undersøge alle muligheder for at gøre slangemodgift billigere at producere. Én måde ville være at bruge færre forskellige arter af slanger i produktionen, og her er krydsreaktivitet en meget vigtig ingrediens!

Lørdag eftermiddag har vi en ny artikel på ForskerZonen, hvor vi fortæller mere om, hvordan man producerer de krydsreaktive modgifte.