Denne artikel har modtaget kritik fra andre forskere efter publicering. Kritikken har i nogle tilfælde ført til justeringer i teksten.

• Læs kritikpunkterne her.
• Læs svaret på kritikken under kritikpunkterne. 

Massive afbrændinger af træer i tropiske regnskove har igen i år vakt opsigt verden over. Afbrændingerne kan i værste fald medføre, at mange vilde arter af dyr og planter forsvinder for altid. 

Men også klimaet påvirkes, fordi der frigives store mængder af CO₂, når træ brænder. Mere CO₂ betyder øget drivhuseffekt og global opvarmning.

I Danmark brænder vi også mere træ af end nogensinde – endda i en bestræbelse på at nå vores politisk vedtagne mål om at sende mindre CO₂ op i atmosfæren.

Hvordan kan dét hænge sammen? 

Politisk satsning på træafbrænding

Svaret skal findes i et EU-direktiv om vedvarende energi fra 2009. Direktivet betød nemlig, at biomasse taget fra træer skulle betragtes som 'vedvarende energi' på linje med energi fra vindmøller og solceller. 

I Danmark regner vi ikke CO₂ fra træafbrænding med i vores drivhusgasudslip, da man forudsætter, at nye træer hele tiden optager tilsvarende mængder CO₂.

Desuden regner man med, at det uundgåelige udslip af CO₂, når træet brændes, bliver registreret i det land, hvor træet blev fældet. 

Vi satser derfor i stor stil på at afbrænde træ som erstatning for kul i vores kraftvarmeværker (se figur 1 herunder). Politisk er denne omstilling støttet gennem energiafgifter, der favoriserer biomasse frem for fossil energi (kul, olie og naturgas).

Figur 1: Hvor det tidligere var en femtedel af hugsten i danske skove, der gik til energi, går størstedelen (57,5 procent i 2016) nu til brænde, træpiller og flis til kraftvarmeforsyningen. (Kilde: Johannsen m.fl. 2019a, s. 59)

I øjeblikket kommer størstedelen af vores ’vedvarende’ energiproduktion derfor fra biomasse fra træer (se figur 2 lidt herunder) – ikke fra vind, som man måske ellers kunne tro. 

LÆS OGSÅ: Så billigt er det at få Danmark til at køre på kun grøn energi

Træ frigiver mere CO₂ end kul og naturgas

Der er dog en hage ved den danske strategi: Træ afgiver mere CO₂ per kilowatttime end det kul, det erstatter. Sammenlignet med naturgas (metan) frigiver afbrænding af træ mere end dobbelt så meget CO₂ per produceret kilowatttime. 

I Danmark bruger vi nu betydeligt mere energi i kraftvarmeværker, end den hjemlige træproduktion kan levere. Derfor importeres der træpiller i et omfang, der årligt svarer til hugst fra skove på størrelse med Sjælland og Fyn tilsammen.

Hvis man indregner transporten, bliver energiregnskabet for biomasse endnu dårligere. Den samlede mængde CO2 udledt ved fremstilling og transport er således dobbelt så stor for træpiller importeret fra USA som det typiske for kul. 

At gå bort fra kul og metangas til fordel for træ for at begrænse vores CO₂-udledning virker derfor ikke rationelt. Så hvorfor gør vi det? 

Figur 2. Den største del af Danmarks vedvarende energi kommer i dag fra biomasse fra skove, som det er politisk vedtaget at betragte som CO₂-neutralt, selv om afbrænding giver mere CO₂ end kul. (Kilde: Nørtoft 2018)

CO₂-reduktionen findes kun på papiret

Det handler som sagt om EU-direktivet fra 2009, der betegner biomasse som vedvarende energi. Men hvorfor er det ikke så enkelt, at nye unge træer blot optager den CO₂, der slipper ud, når det fældede træ brændes?

For at det skal stemme, må man forudsætte, at skovøkosystemet er i kulstofbalance, og at nye træer tager over, når de gamle fældes.

Det er der tre problemer med: 

1. Hvis hugsten og afbrændingen af træ i dag overstiger den tilvækst, der er i skovene, betyder det mindre lagring af kulstof i levende skovtræer. 
2. Afbrændingen af træ og dermed udledningen af CO₂ sker her og nu, men optagelsen af CO₂ fra de nye unge træer er en fremtidig gevinst. 
3. Hugst af træ til energi og andre formål nedsætter den pulje af kulstof, der lagres i skoven – både i form af levende og død biomasse og som organisk stof i jordbunden. 

En række internationale forskere kritiserer dette ’hul’ i vores CO₂-regnskab og omtaler det som en 'kulstofgæld' (f.eks. Searchinger m.fl. 2018). Regningen for dagens afbrænding ender på den måde ude i fremtiden, og biomassens CO₂-neutralitet er fiktiv. 

Denne grundlæggende fejl gør det muligt på papiret at reducere de nationale udslip af drivhusgas, fordi man straks reducerer ved at skifte fra kul (hvor der skal rapporteres CO₂-udslip) til biomasse (ingen rapportering). 

Uforenelig med Paris-aftalen

Når vi fælder og afbrænder skov, tager det flere årtier, før den nye skov kan optage og binde tilnærmelsesvist ligeså meget CO₂ som den gamle. Reelt fortsætter vi altså med et nettoudslip, mens vi bogfører et rundt nul. 

I forhold til klimaaftalen fra Paris er tilbagebetalingsperioder på mere end et årti uforenelige med klimaforandringsmålene. Vores nuværende praksis er således i modstrid med Paris-aftalen. 

I Danmark anbefaler Klimarådet derfor, at man i en kommende dansk klimalov forpligter sig til reelle reduktioner i udslip af drivhusgas i Danmark, og herunder reviderer vurderingerne af biomasse som CO₂-neutralt (Arp 2019, Klimarådet 2019).

LÆS OGSÅ: DTU's klimaberegner kan lynhurtigt give svar på, hvordan vi kan nå Danmarks ambitiøse klimamål

Skovbranchens falske påstande

Træer og skoves evne til at lagre CO₂ fra atmosfæren via fotosyntese i organisk materiale er et vigtigt aspekt i klima- og biomassediskussionen. Men det er mere kompliceret end blot balancen mellem hugst og genvækst af træer.

Den danske træsektor argumenterer for, at CO₂-lagringen går i stå, hvis man lader skoven stå urørt. Nedbrydning og forrådnelse af træ vil da opveje væksten af træerne, hævdes det.

Dansk Skovforening fremfører ligefrem, at eksisterende skov, der har ligget urørt mere end 120 år, vil afgive mere CO₂, end den optager og dermed blive en nettokilde til CO₂-udledning.

Træbranchen bruger disse påstande som argument for, at skovene skal dyrkes og træerne skal fældes i klimasagens navn. Det er bare ikke rigtigt. Skove trækker kulstof ud af atmosfæren i stort tempo, også når de er 200, 300 eller 500 år gamle (se f.eks. figur 3 samt Luyssaert m.fl. 2008, Wirth & Lichstein 2009). 

Figur 3. Kulstof bundet i træers levende biomasse over og under jorden i en række sjællandske bøgeskove i forskellige aldre samt i den gamle Suserup Skov (opmålt i 1992, 2002 og 2012). Hvis man betragter skovbevoksningerne under ét, kan de give et tilnærmet billede af, hvordan kulstoflageret i træerne ændres med tiden. (Figur: Omtegnet efter Nord-Larsen m.fl. 2019)

Gamle skove er vedvarende kulstoflagre

Misforståelsen skyldes især en teori fremsat af systemøkologiens fader Eugene P. Odum. Teorien var, at en fritvoksende skov efter 100 år ville ende med at slippe lige så meget CO₂ ud, som den bandt via fotosyntese. 

Denne teori er dog ikke blevet bekræftet af empiriske studier. Tværtimod viser nye studier, at gamle skove i mange tilfælde optager mere kulstof end de udsender og samtidig udgør store og vedvarende kulstoflagre. 

Danske skovbrugsforskere udgav for nylig et studium, hvor en række bøgeskove på Sjælland blev sammenlignet med den over 200 år gamle Suserup Skov ved Sorø. 

Kulstof i den levende biomasse blev beregnet i produktionsskov i forskellig alder op til 142 år og sammenlignet med tre opmålinger af Suserup Skov gennemført i løbet af 20 år. 

Konklusionen på studiet var, at den gamle skov »efter 200 år ikke ophobede mere kulstof end en dyrket bøgeskov på 100 år,« og ikke kunne forventes at ophobe yderligere. 

Studiet viste, at skove mellem 35 og 45 år er allerbedst til at øge deres levende træmasse (svarende til ca. 2 ton kulstof per hektar årligt (Figur 3). 

Men gennemgår man forskernes egne tal, viser det sig, at den 200 år gamle skov i løbet af 20 år bandt 0,75 ton kulstof per hektar per år i sin levende biomasse over jorden, hvilket helt sikkert ikke er mindre end de 0,50 ton i dyrkede skove ældre end 50 år (OBS: Den udlægning af data er forskerne bag Suserup-studiet ikke enig i, læs mere i faktaboksen). 

Tallene understøtter dermed ikke forskernes egen konklusion om, at dyrkede skove på 50-150 år er mere effektive til at fange kulstof end den gamle urørte skov (Figur 3).

LÆS OGSÅ: Klima og kulstoffets kredsløb: Livet på Jorden er med til at regulere klimaet

Ældre skove optager mere kulstof 

En række internationale studier af gamle skove har vist, at tendensen fra Suserup Skov ikke er et enkeltstående fænomen, og selv meget gamle skove på op til 5-600 år optager gennemsnitligt meget mere CO₂, end de slipper ud (Luyssaert m.fl. 2008, Wirth & Lichstein 2009). 

I en blandet løvskov på mindst 250 år i Midttyskland lavede forskere direkte målinger af, hvor meget CO₂ der undslap skoven, og hvor meget den optog. 

Det gjorde man hver time gennem syv år. Resultatet var, at den gamle urørte skov optog lige så meget kulstof som sammenlignelige dyrkede og meget yngre skove (Thomsen 2011, Herbst m.fl. 2015). 

Dette er i klar modstrid med den forældede idé om, at gamle skove hurtigt opnår en stabil kulstofbalance, som indgår i de generelle beregninger, som skovbrugsforskere ved Københavns Universitet er kommet med i forhold til klimaeffekten af urørt skov. 

Men hvordan er det muligt, at gamle skove fortsat optager kulstof?

Forklaringen skal dels søges i, at unge træer trods deres hurtige tilvækst har langt færre blade per areal end en fuldvoksen skov med træer på flere hundrede år. 

Derfor vil det direkte kulstofoptag i en ældre skov være meget stort, og det vil gå til at udbygge blade, kviste, bark, frugter og rødder og til sukker, som træet forbrænder i sine celler (respiration) eller sender ned til mykorrhiza-svampe i skovbunden. 

Ekstremt meget kulstof er bundet i jorden

Men hvor bliver alt det kulstof af, når nu nettotilvæksten i levende stammer og grene ikke er så stor som i en ung skov? 

I en urørt gammel skov som Suserup Skov findes der, ud over den levende træmasse, meget store mængder dødt ved (dødt træ), som også udgør et kulstoflager. 

Selve jordbunden er dog formentlig det største kulstoflager. Nyere studier har revideret opfattelsen af, at kun tørverige jorde har store mængder organisk bundet kulstof. 

De øverste to meter jord på verdens kontinenter menes nu at indeholde fire gange mere kulstof, end der er bundet i alle landjordens planter og tre gange mere end al den CO₂, der er i hele atmosfæren.

Meget af dette er i det døde organiske materiale, der kun langsomt nedbrydes, især når jorden er våd og vanddækket. Blade, der ender i vandpytter og damme, nedbrydes kun meget langsomt. 

Derved ophobes kulstof og der dannes efterhånden tørv, der engang i fremtiden vil kunne ende som brunkul og stenkul. 

Dansk Skovforening stirrer sig klimablind på skovens salgbare biomasse, men fakta er, at kulstofbindingen ikke kun sker i det levende træ, men i alle levende og døde plantedele, og i de døde planterester, der ligger på jorden (førne), i jorden (humus) og i damme og småsøer (dynd og tørv). 

Desuden sendes op til 20 procent af det producerede sukker ned til mykorrhiza-svampe i skovbunden, som har en meget stor betydning for lagringen af kulstof i gamle skovjorde. 

Endelig udånder planter store mængder CO₂ i deres aktive rødder under jorden. Jordvandet vil derfor mættes med CO₂ (som carbonat/kulsyre). Det sker under stort tryk, som skyldes jordens vægt. Typisk vil grundvandet vende tilbage til overfladen gennem kildevæld i vandløb efter 15-20 år, hvor noget af det optagne kulstof lagres som kildekalk (calciumcarbonat). 

Lad de store træer stå

Danmarks grønne omstilling bør baseres på den bedste tilgængelige viden. Det er derfor vigtigt, at vi ser i øjnene, hvad der er reelle CO₂-udslip, og hvad der er reelle CO₂-optag. 

Fiktiv CO₂-neutralitet ændrer ikke på virkelighedens processer og morgendagens klima. 

Det mest effektive vi kan gøre for så hurtigt som muligt at mindske Danmarks udslip af CO₂, er altså at lade flest mulige skove med store træer passe sig selv som urørt skov. 

Derved skaber vi ikke den 'kulstofgæld', som kommer af at fælde de gamle træer og brænde biomassen. Gamle træer og dødt ved er tilmed afgørende for bevaring af biodiversiteten. 

Vi kan i tillæg plante ny skov på landbrugsjord, men det vil tage mange årtier, før det for alvor batter i CO₂-regnskabet.

Den kulstofbindende effekt af at begrænse skovhugst er derimod stor og indfinder sig fra dag ét, det vil sige i det tidsvindue, som IPCC har anvist for påkrævet handling.

På baggrund af nedenstående kritik har forfatterne ændret i formuleringen til billedteksten ved figur 1, ændret fra 'Når hugsten...' til 'Hvis hugsten' ved 'Det er der tre problemer med'. Endelig er ''hvilket er mere end de kun 0,50 ton i dyrkede skove ældre end 50 år blevet ændret til ''hvilket helt sikkert ikke er mindre end de 0,50 ton i dyrkede skove ældre end 50 år.

Læs kritikpunkterne og svar fra denne artikels forfattere herunder.

LÆS OGSÅ: 'Verdens lunger' er en myte: Skovbrandene i Amazonas er ødelæggende, men de udtømmer ikke Jorden for ilt

LÆS OGSÅ: Forsker afliver 5 myter om klimaforandringerne

LÆS OGSÅ: Forskere har regnet på populær klimaløsning: Kloden kan huse 1,8 milliarder hektar mere skov