Verden får flere og flere søer, og det er skidt nyt for klimakampen
søer-c02-udledning

Verdens ferskvandssøer står for en femtedel af al fossil CO2-udledning til atmosfæren ifølge Københavns Universitet. (Foto: Shutterstock)

Verdens ferskvandssøer står for en femtedel af al fossil CO2-udledning til atmosfæren ifølge Københavns Universitet. (Foto: Shutterstock)

29 november 2022

Et nyt studie viser en opsigtsvækkende stor stigning i verdens samlede søareal. 

Fra 1984 til 2019 er det samlede søareal verden over steget med mere end 46.000 kvadratkilometer. Det svarer til mere end Danmarks samlede landareal.

Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse

»Der er sket store og hurtige ændringer med søerne de seneste årtier, og det påvirker såvel drivhusgasregnskabet som økosystemerne og adgangen til vandressourcer,« siger Jing Tang, der er en af forskerne bag undersøgelsen og adjunkt på Biologisk Institut ved Københavns Universitet, i pressemeddelelsen.

Verdens ferskvandssøer står nemlig ifølge Københavns Universitet ‘sandsynligvis’ for en udledning af drivhusgasser, der er lige så stor som en femtedel af al fossil CO2-udledning til atmosfæren. Og ifølge det danske universitet vil klimaforandringerne kun få søerne til at udlede endnu mere drivhusgas i fremtiden.

»Små søer udleder en uforholdsmæssig stor mængde drivhusgasser, fordi de typisk ophober mere organisk stof, som bliver omdannet til gasser, og fordi de ofte er lavvandede, og gasserne derfor nemmere når til overfladen og videre ud i atmosfæren,« siger Jing Tang i pressemeddelelsen. 

søer-søareal-stigning-1984-2019

Her kan man se ændringerne i søarealer verden over i de undersøgte perioder. (Figur: Nature Communications)

I studiet har forskerne kortlagt 3,4 millioner søer og deres udvikling ved hjælp af satellitbilleder og kunstig intelligens.

Ifølge forskerne bag studiet er det særligt klimaforandringerne og menneskelige aktiviteter, der bidrager til de mange nye søer. Mere end halvdelen af stigningen kommer fra kunstige søer, og den resterende halvdel er i overvejende grad produktet af smeltede gletsjere eller tøende permafrost.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.