Thomas Trøst Hansen har i et indlæg i Videnskab.dk ytret en vis uenighed i den konklusion, som Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) drog af sin analyse om forskernes motivation for at være værter ved videnskabelige kongresser.

Her konkluderende vi, at det for mange forskere og universiteter ikke var tilstrækkelig attraktivt at være værter for større internationale kongresser.

Trøst Hansen argumenterer for, at det ikke er tilfældet i denne kommentar, hvor han oplister, hvad forskerne, universiteterne og Danmark får ud af et værtskab. Han argumenterer endvidere for, at vi ikke kan finde støtte for vores konklusion i vores rapport og i den internationale litteratur.

Der er også fordele ved kongresser

Spørgsmålet er dog, om vi er så uenige, når det kommer til stykket. Vi er i hvert fald enige om, at det er af stor værdi for beskæftigelse og indtjening i lokalsamfundet, at der afholdes – specielt større – videnskabelige kongresser i Danmark.

På videnskabelige konferencer kan forskerne blandt andet networke og skabe nye faglige netværk (Foto: Shutterstock)

Derfor har samfundet også investeret i organisationer, som hjælper til med mange praktiske ting i forbindelse med afholdelse af videnskabelige kongresser.

Den stadige strøm af invitationer, som alle forskere modtager til kongresser på attraktive turistmål, er et yderligere vidnesbyrd om den indtægtskilde, som afholdelse af store kongresser er for turismeerhvervet.

Vi er også enige om, at det er vigtigt for den enkelte forsker at deltage i kongresser. Det er jo stadig i vores elektroniske tidsalder den bedste måde at få både faglig indsigt og et fagligt netværk på.

Det er også en kilde til spredning af egen forskning, som kan konkurrere med andre informationskanaler – særligt hvis man kan opnå en central position på kongressen. Og kongresser er ikke kun markedspladser for viden, men også for talent. 

Der er heldigvis også mange danske forskere, som kaster sig ud i at arrangere kongresser, for som Trøst Hansen helt korrekt noterer, er der ekstra positive effekter for det lokale forskningsmiljø ved at stå som værter for kongresser, specielt når det gælder de fagligt set lidt snævrere symposier og workshops.

Uenighed om store konferencer, ikke små

Der, hvor uenigheden nok kommer, er i den fase, hvor man spørger om forskernes og universiteternes interesse i at være værter for specielt store kongresser.

Det var jo reelt dette spørgsmål alene, som uddannelses- og forskningsministeren havde anmodet DFiR om at finde svaret på, og derfor er det også kun dette spørgsmål, vi har forsøgt at besvare.

Der kan ikke gives et krystalklart svar på det stillede spørgsmål. Når DFiR gennemfører forsknings- og innovationspolitiske analyser, benytter vi en holistisk tilgang, og rådet tilgår et emne i den komplekse sammenhæng, som det indgår i.

Når DFiR ud fra en samlet betragtning af universiteternes rolle i det globale vidensamfund og forskernes rammer for karriereveje ser på merværdien af at påtage sig værtskab af internationale kongresser, er der flere ting, der tæller begge veje. Det ser vi i vores analyse af danske og udenlandske eksempler.

Når vi søger svar på det stillede spørgsmål hos både personer, som har sagt ja og nej til at arrangere kongresser, viser en helhedsbetragtning imidlertid et billede af, at:

• for mange forskere står anstrengelserne ikke mål med udbyttet af et værtskab.

• universiteter i både Danmark og udlandet var ikke særlig rundhåndede med midler og støtte i øvrigt til de forskere, der påtog sig en værtsrolle ved en større videnskabelig kongres.

Hvad er det, der gør, at universiteterne og deres ansatte er tilbageholdende med at kaste kræfter og midler efter at påtage sig at gennemføre værtskab af store internationale videnskabelige kongresser?

Publikationer vejere højere end konferencer

Det er rådets opfattelse, at det skyldes, at der er andre ressourcekrævende aktiviteter, som i højere grad end værtskaber for store internationale kongresser styrker og fremmer forskningen, og som både universiteterne vælger at prioritere deres midler til, og forskerne bruger deres tid på.

Niveauet for kvaliteten af forskningen og et universitets anseelse er i høj grad bestemt af de publikationer, der udgives i (de bedste) tidsskrifter, den forskningsinfrastruktur, der kan stilles til rådighed for universitetets forskere og evnen til at tiltrække de bedste forskere i verden til både midlertidige og permanente stillinger.

Når hverken forskere eller universiteter prioriterer det at arrangere internationale konferencer højt, vurderer rådet, at det er, fordi de ovennævnte elementer er bedre og mere effektive til at styrke forskningen og sætte universitetet og forskeren på det internationale landkort.

Altså til at give den synlighed og skabe netværk, som kongresser også kan bidrage med.

Det er også disse ting, der optræder i de utallige rangordninger af universiteter, som vi har set dukke op siden 2001. Jeg er i hvert fald ikke bekendt med, at nogen af disse tillægger værtsskaber af internationale kongresser vægt i deres rankings.

Kongresser har betydning for forskeres karrierer

Heldigvis er der alligevel mange forskere og universiteter i Danmark, som påtager sig værtskabet for internationale videnskabelige kongresser. Det er godt, for deltagelse i kongresser har – som Trøst Hansen skriver – en væsentlig betydning for forskeres akademiske karrierer.

Selv om jeg personligt gerne så, at Danmark tiltrak flere af de større internationale kongresser, må vi se i øjnene, at det ikke er det første, et universitet tænker på, når det ønsker at fremme forskningen på netop deres universitet.