Fanget i rav i 100 mio. år: Edderkoppens fætter havde en hale

Den såkaldte holotype af Chimearachne yingi, som er det eksemplar, andre nye fund af arten skal sammenlignes med. (Foto: Bo Wang)

Den såkaldte holotype af Chimearachne yingi, som er det eksemplar, andre nye fund af arten skal sammenlignes med. (Foto: Bo Wang)

Kilde: 
06 februar 2018

Forskere har fundet et 100 millioner år gammelt fossil af en spindler, som havde en hale. Det skriver bbc.com.

Fundet, der blev gjort i et stykke rav, kan fortælle os mere om edderkoppens evolution. Men ikke nok med det, dyret kan endda være i live i regnskovene i det sydøstlige Asien dag, hvor fossilet blev fundet, siger forskerne.

»Vi har ikke fundet dem, men nogle af de her skove er ikke særlig velstuderede, og det er et lille dyr,« siger Paul Selden, der er en af forskerne bag det nye studie, og direktør for palæontologisk institut på University of Kansas i USA.

Fundet af spindlerne, der er 2,5 millimeter i kropslængde og har en 3 millimeter lang hale, stammer fra Kridttiden, hvor dinosaurer som Tyrannosaurus Rex stadig levede. Spindleren har ifølge forskerne en usædvanlig blanding af gamle og nyere træk.

Endnu et eksemplar af den nyopdagede spindler, fanget i rav og med halen bukket op langs kroppen. (Foto: Bo Wang.)

Derfor har den fået navnet Chimerarachne yingi – efter uhyret kimæren fra den græske mytologi, som bestod af en blanding af flere dyr.

»Vi har vidst i cirka et årti, at edderkopper udviklede sig fra spindlere, der havde haler, for mere end 315 millioner år siden. Men vi har fundet fossiler, som beviser det, så dette fund var en stor overraskelse,« siger Russel Garwood fra University of Manchester i Storbritannien, der også var en del af studiet.

Forskerne har fundet fire eksemplarer af edderkopperne i studiet, der netop er udgivet i tidsskriftet Nature Ecology og Evolution.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.