Utroligt! Forskere opdager kolossalt stort koralrev i Australien
Koralrev Opdagelse Klimaforandringer

Forskere har opdaget et koralrev, der er højere end New Yorks Empire State Building, i den nordlige del af Great Barrier Reef i strædet mellem Australien og Papua Ny Guinea. (Foto: Schmidt Ocean Institute).

Forskere har opdaget et koralrev, der er højere end New Yorks Empire State Building, i den nordlige del af Great Barrier Reef i strædet mellem Australien og Papua Ny Guinea. (Foto: Schmidt Ocean Institute).

Kilde: 
29 oktober 2020

Selvom man endnu ikke har kortlagt alle verdenshavenes hemmeligheder, er forskere nu et skridt nærmere.  

Et hold marinebiologer har opdaget et helt nyt koralrev i strædet mellem Australien og Papua Ny Guinea. Det skriver ScienceAlert. 

Revet er 1,5 kilometer langt og strækker sig fra 500 meters dybde op til 40 meter under havets overflade. Til sammenligning er Eiffeltårnet eksempelvis 321 meter højt.

Det er forskere hos the Schmidt Ocean Institute, der har kortlagt det ‘nye’ koralrev. Udover koralrevet har de opdaget 30 nye arter. 

Koralrev Opdagelse Klimaforandringer

Med opdagelsen af det 'nye' koralrev håber forskerne fra the Schmidt Ocean Institute at blive klogere på revene omkring Great Barrier Reef. (Foto: Ocean Schmidt Institute)

»Når man finder et 500-meter højt koralrev udenfor Cape York-området nær Great Barrier Reef, viser det, hvor stort et mysterium verdenshavene fortsat er,« siger Jyotika Virmani, der er oceanograf og direktør hos the Schmidt Ocean Institute, i en pressemeddelelse og fortsætter: 

»Kombinationen af data og billeder fra det nyopdagede område vil blive brugt til at undersøge det ‘nye’ koralrev, og dets rolle i sammenhæng med det utrolige område, Great Barrier Reef.« 

 

Det er første gang, forskere i området opdager et nyt område i mere end 120 år, og kortlægningen blev ført ud i livet ved hjælp af undervandsteknologi og robotter.  

Koralrevet er ifølge forskerne i god stand, men er ligesom Great Barrier Reef i stor fare for at uddø.

Stigende havtemperaturer og plastikforurening medfører, at Great Barrier Reef, som er på Unescos liste over verdensarv, har det meget skidt. 

Ifølge en rapport fra sidste år er op mod 30 procent af korallerne i Great Barrier Reef døde. 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.