Utrolige optagelser: Sådan har du aldrig set Solen før

Sådan ser det ud på Solens sydpol. (Foto: ESA)

Sådan ser det ud på Solens sydpol. (Foto: ESA)

Kilde: 
19 maj 2022

Indenfor de sidste par år vi kommet tættere på Solen end nogensinde.

I 2021 kunne NASA berette, at deres Parker Solar Probe var kommet helskindet gennem en dukkert i Solens atmosfære og havde optagelser med fra turen.

Nu melder Den Europæiske Rumorganisation (ESA) sig på banen med deres egne fænomenale optagelser, som viser Solen i et helt nyt lys - bogstaveligt talt.

Det skriver ScienceAlert.

Optagelserne, som du kan se længere nede i artiklen, blev gjort af rumsonden Solar Orbiter. 

Den er udstyret med en række videnskabelige instrumenter, som kan se og måle Solens magnetiske aktivitet i en grad, der ikke har været mulig før. 

Solar Orbiter har været i kredsløb om Solen siden 2020, og 26. marts kom den tættere på, end den nogensinde har været - med en afstand på 48 millioner kilometer.

Det lyder som en jævn afstand, men det er faktisk indenfor Merkurs kredsløb. Temperaturen ved disse egne ligger på 500 grader. I fremtiden skal Solar Orbiter komme endnu tættere på. 

Det er dog kun halvdelen af historien, ifølge ScienceAlert.

Fordi Jorden kredser om Solens ækvator, har vi ikke udsyn til vores stjernes poler og den aktivitet, der foregår der. Men det kan Solar Orbiter udforske.

Solens sydpol med en cirkel, som viser Jordens størrelsesforhold. (Video: ESA)

Optagelserne afslørede også et hidtil ukendt fænomen: 

Et såkaldt ‘solpindsvin’ (solar hedgehog), som er et område med en diameter på 25.000 kilometer, hvor søjler (eller pigge) af ultravarm gas skyder ud fra Solen.

De hypnotiske - og gigantiske - gasudbrud, som forskerne endnu ikke forstår. (Video: ESA)

De mange data, som Solar Orbiter indhenter, vil holde forskerne beskæftigede de næste mange år, skriver ScienceAlert.

Det vil for eksempel hjælpe os med at forstå Solens kaotiske magnetfelter og de voldsomme solstorme, som i værste fald kan få kan få samfundet til at bryde sammen.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.