Unge husker ikke, hvor meget rigere dyrelivet var tidligere
unge husker ikke mængden af dyreliv

Yngre generationer begynder at tro, at et mindre rigt dyreliv er normalt. (Foto: Shutterstock). 

Yngre generationer begynder at tro, at et mindre rigt dyreliv er normalt. (Foto: Shutterstock). 

Kilde: 
16 december 2019

»Da jeg var ung var alting bedre. Farverne var flottere, maden smagte af mere, alting var billigere, og, ikke mindst, så var der en rigere natur. Der var flere dyr.«

Den parole har du sikkert hørt før?

Men måske er der noget om snakken, i hvert fald med hensyn til dyrelivet.

For ph.d. og forsker i bevaringsøkologi Lizzie Jones fra Royal Holloway, University of London, har netop undersøgt mere end 900 menneskers opfattelser af 'gamle dages' natur sammenlignet med nutidens, og resultatet er bekymrende, skriver New Scientist.

LÆS OGSÅ: Forsker: Drop de skræmmende klimahistorier!

Lizzie Jones sammenlignede i studiet det reelle antal af ti britiske fuglearter fra 1966 til i dag med den offentlige opfattelse af, hvor mange der er tilbage af disse fugle.

Deltagerne skulle med andre ord beskrive, hvor mange fugle, de mente, der er i dag, sammenlignet med dengang de var 18 år.

Studiet viste, at selvom de yngre deltagere naturligvis havde deres 18. år mere frisk i erindringen, var de generelt dårligere til at beskrive, hvor mange fugle der var, da de var 18 år.

»Man kunne forvente, at yngre mennesker ville være bedre til at huske,« udtaler Lizzie Jones, som denne uge præsenterer sit arbejde på konferencen British Ecological Society i Belfast, Nordirland.

LÆS OGSÅ: Vil naturen fortsat hjælpe os mennesker med at bekæmpe klimaforandringer?

Problemet med at glemme fortidens dyreliv, eller ikke kende til det, er kendt som ’skiftende baseline-syndrom’.

Skiftende baseline-syndom er, hvis yngre generationer tager naturens nuværende tilstand som normal. For eksempel ved at mene, at afblegede koraller er normale. 

Mediet New Scientist beskriver syndromet gennem fotos af fiskere i Florida, der gennem generationer poserer lige så stolt over deres fangster, selvom fangsterne bliver mindre med tiden.

For Lizzie Jones er måden at tackle syndromet på simpel.

»Alt, hvad vi skal gøre, er at få ældre generationer til at tale med deres børn og børnebørn om miljøet, og hvordan det var engang,« siger hun.

Ifølge hende er alternativet, at vi mennesker mister forbindelsen med naturen samt viljen til at standse tabet af dyreliv.

»Hvis vi ikke lærer om naturen fra en tidlig alder og ikke kommer ud og oplever og genkender arter, så kan vores [kollektive hukommelsestab] blive værre og værre,« siger hun ifølge New Scientist.

LÆS OGSÅ: Sådan har klimaet forandret sig over millioner af år

LÆS OGSÅ: De bedste artikler om klimaforandringer på Videnskab.dk

tb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.