Uenige forskere: Så meget gavner potteplanter indeklimaet i dit hjem

Ser dit hjem sådan ud? Så er det måske ikke helt så sundt, som du gik og troede. Eller måske er det - forskerne er ikke enige. (Foto: Shutterstock)

Ser dit hjem sådan ud? Så er det måske ikke helt så sundt, som du gik og troede. Eller måske er det - forskerne er ikke enige. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
11 november 2019

Du har måske før hørt tale om, at det gavner luftkvaliteten og indeklimaet at have potteplanter stående i sit hjem. Og her på Videnskab.dk har vi da også før guidet vores læsere i, hvilke planter der renser luften bedst.

Hvis du er en af dem, der har blomster og gigantiske grønne blade til op over ørerne, så vil dette nye studie muligvis skuffe dig.

Studiet, som er blevet beskrevet af DR Nyheder, konkluderer, at potteplanter ikke er lige så sundhedsfremmende som hidtil påstået.

Faktisk konkluderer forskerne bag, at man skal have fem planter stående pr. kvadratmeter, før de får den ønskede effekt. Og det kan jo virke en anelse voldsomt for selv den største planteentuasist. 

LÆS OGSÅ: Disse planter renser bedst luften i dit hjem

Studiet, der er lavet som en opsamling af eksisterende forskning, møder dog kritik fra danske forskere.

De er enige i, at planter ikke er en mirakelkur, som alene ved egen kraft kan skabe et godt indeklima. Men at planternes effekt er så beskeden, som det nye studie foreslår, forholder de sig kritisk til.

Renate Müller, professor i plante- og miljøforskning ved Københavns Universitet, der forsker inden for området, istemmer sig det kritiske kor.

»Vores undersøgelser er desværre ikke blandt dem, som de tager med i det nye review. Men når vi undersøger effekten i et dynamisk system, så finder vi altså en klar effekt, som blandt andet skyldes et samspil mellem planten og mikroorganismer i den jord, den vokser i,« fortæller hun til DR Nyheder.

Jesper Mazanti Aaslyng, der forsker i planteteknologi ved Teknologisk Institut, forholder sig også kritisk over for studiet til DR Nyheder.

»At planter har en positiv effekt, det er der dokumentation for – og det finder den nye undersøgelse jo sådan set også. Men det er ikke en mirakelkur (…) Og skal du bygge et nyt hus, så kan du ikke droppe ventilationsanlægget og bare bruge planter. Men planter kan være med til at forbedre indeklimaet,« forklarer han til DR Nyheder.

Det fulde studie om planters manglende sundhedseffekter er lavet af to forskere fra Drexel University i USA, og det kan læses i Journal of Exposure Science & Environmental Epidemiology.

LÆS OGSÅ: Uenige forskere: Kan GMO-planter udkonkurrere naturlige planter?

LÆS OGSÅ: Dit hjem kan gøre dig gladere

jsj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.