Uenige forskere: Brugte T. rex sine små arme til vild kamp?
De synes ubruglige, men Tyrannosaurus rex havde måske alligevel nytte af sine bittesmå arme. Måske til kamp. Andre bud er pynt eller sex.
Tyrannosaurus rex små arme funktion

Tyrannosaurus Rex' arme ser ikke ud af meget - men de fleste forskere er enige om, at de har været brugt til noget. Til hvad er der dog uenighed om. (Foto: Shutterstock)

Tyrannosaurus Rex' arme ser ikke ud af meget - men de fleste forskere er enige om, at de har været brugt til noget. Til hvad er der dog uenighed om. (Foto: Shutterstock)

Tyrannosaurus rex har været et af de mest frygtindgydende rovdyr på dinosaurernes tid. Med kraftige kæber, stærke nakkemuskler og lange, skarpe tænder har den kunnet dræbe store byttedyr.

Men så er der de der arme.

Umiddelbart ligner de underudviklede gevækster, der dingler rundt lige under halsen. De ser alt for små og korte ud til at kunne bruges til noget, og skal man tro internettet, har de været årsag til evig fortvivlelse for T. rex.

Den amerikanske palæontolog Steven Stanley har imidlertid præsenteret en hypotese, der fundamentalt gør op med ideen om, at armene på Tyrannosaurus rex var nytteløse.

Steven Stanley, der arbejder ved University of Hawaii, mener tværtimod, at de korte arme var stærke nok til at rive og flænse i fjender og byttedyr. Og de kraftige klør tyder på, at armene har været dødbringende våben, påpeger han:

»Stærke forlemmer og store klør ville gøre T. rex i stand til, om den var på ryggen af sit offer, eller bed sig fast med sine kæber, på få sekunder at påføre fire flænger på en meter eller mere og flere centimeter dybe – og det kunne den gentage hurtigt flere gange i træk,« skriver Steven Stanley i oplægget til sin præsentation.

Andre forskere er skeptiske

Hypotesen har dog mødt en del skepsis fra andre forskere.

Den danske palæobiolog Jakob Vinther deltog på mødet i Geological Society of America, hvor Steven Stanley præsenterede sin hypotese. Men Jakob Vinther blev ikke overbevist af Stanleys hypotese.

»De her arme er jo forbandet korte,« siger Jakob Vinther, som er lektor ved University of Bristol.

Ifølge Jakob Vinther skulle dinosauren meget, meget tæt på sit bytte og nærmest presse brystet helt ind til fjenden eller byttet, for at armene kunne gøre skade.

LÆS OGSÅ: Baby T. rex var dunet og nuttet, mener forskere

Samme længde som menneskearme

T. rex' arme var omtrent samme længde som menneskearme. Men kroppen var op til 13 meter lang, så proportionelt var armene meget små.

»Det svarer til, at du har arme, der er cirka 15 centimeter lange. Forestil dig sådan nogle korte arme bakse med en orne og lægge den ned. Det ville være en meget ineffektiv måde,« siger Jakob Vinther.

Han tror derfor ikke på, at armene har haft megen funktion i jagt og kamp.

LÆS OGSÅ: Tyrannosaurusen var en kylling

Måske var armene brugbare for tyrannosaurens forfædre, men med tiden har dinosauren simpelthen udviklet sig i en retning, hvor armene er blevet Armene er blevet overflødige som jagtredskab, påpeger Jakob Vinther.

»I min optik er det bare en konsekvens af, at de har udviklet en ny måde at jage på, hvor de ikke har haft brug for disse lemmer. Hvis du ser på, hvordan hunde jager. De bruger kun mundapparatet,« siger Jakob Vinther og tilføjer:

»Der er det her internet-meme (et internetfænomen, der i dette tilfælde er en kort animation, red.), hvor en T. rex har problemer med at rede en seng. Det illustrerer faktisk ret godt, hvad problemet er med de meget korte arme.«

Tyrannosaurus Rex har ikke haft nemt ved finmotoriske handlinger.

En stor mund på to ben

Ifølge Jakob Vinther er der altså ingen ikke tvivl om, at munden har været tyrannosaurus’ primære våben. Palæontolog Bent Lindow er enig:

»Tyrannosaurus rex er en stor mund på to ben,« fortæller Bent Lindow, palæontolog og samlingsmedarbejder ved Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet.

Men der er alligevel noget mystik omkring armene.

LÆS OGSÅ: Sagde tyrannosaurus vuf?

Ifølge Bent Lindow er der meget, der tyder på, at tyrannosaurens arme og brystmuskler har været omkring tre gange så stærke som hos et menneske.

Den har sandsynligvis kunne løfte op til 200 kg med armene, men i forhold til resten af dens kropsstyrke, er det nærmest ingenting.

Tyrannosaurus rex små arme funktion

Det har længe været debatteret, om Tyrannosaurus Rex var jæger eller ådselæder. Den nyeste forskning peger dog på, at den var en aktiv jæger. Om de små arme havde funktion i jagten, er dog mere tvivlsomt. (Foto: Shutterstock) 

Armenes mulige funktioner

Tyrannosaurus rex’ arme var altså for små i forhold til resten af dyret til at have vigtig funktion. Men armene var alligevel ikke så svage, at de bare har hængt og dinglet uden nytte. De har været brugt til noget, mener de fleste forskere. Men til hvad?

Der er en række fremtrædende hypoteser, som fremhæves af både Jakob Vinther og Bent Lindow. Hypoteser, som ikke nødvendigvis udelukker hinanden.

Her gennemgår vi fire af de mest udbredte:

Hypotese 1: Holde fast i byttedyr

Første hypotese lyder, at armene blev brugt til at holde byttedyr fast, når de først var lagt ned

»Lad os sige, at den nedlægger en stor Triceratops (stor planteæder med horn, red.), så skal den nok have fat i kraniet for at nedlægge den. Der kan armene bruges,« siger Jakob Vinther.

På den måde har armene ikke behøvet at være specielt lange eller voldsomt stærke. Bare akkurat stærke nok til at holde igen, påpeger Jakob Vinther.

LÆS OGSÅ: Kæmpestudie: Samtlige dinosaurforskere har taget fejl i 130 år

Hypotese 2: Brugt til sex

En anden udbredt hypotese går på, at hannen brugte armene til at holde fast på sin mage under parring.

Jakob Vinther hælder selv mest til forklaringen om, at armene har været brugt i forbindelse med sex. Når det store tobenede dyr skulle bestige en mage, kan den have haft brug for at klamre sig til hende, forklare Jakob Vinther.

Steven Stanley afviste dog netop denne hypotese med, at det ville være en meget voldelig parringsform, fordi dyret havde så kraftige kløer.

Ifølge Bent Lindow er dette en af de ældste hypoteser om armenes funktion hos T. rex.

Hypotese 3: Til pynt

En helt tredje hypotese lyder, at hannen havde fjer på armene, som den brugte til at vise sig frem.

Bent Lindow forklarer, at flotte, fjerklædte arme kan have tiltrukket mager. Ser man på fugle og flere uddøde dinosaurer, er der flere arter, der har haft vinger, ikke til at flyve med, men blot til æstetisk funktion.

Bent Lindow understreger dog, at der endnu ikke findes fysiske beviser for, at Tyrannosaurus rex havde fjer på armene.

LÆS OGSÅ: Fortidens dyr - nu i farver

Hypotese 4: Gode for ungerne

Den fjerde hypotese, som de danske forskere fremhæver, er, at ungerne havde længere arme og derfor havde mere nytte af dem.

Denne hypotese lægger sig lidt op ad Steven Stanleys påstand om, at armene blev brugt til jagt.

Armene var sandsynligvis proportionelt større på ungerne end hos de voksne dyr, og derfor kan de have været nyttige til jagt af mindre dyr.

Efterhånden som T. rex blev ældre, voksede hovedet og kroppen mere på bekostning af armene, lyder hypotesen.

Ingen af hypoteserne er dog blevet bevist, og mysteriet om Tyrannosaurus Rex’ små arme står altså stadig uløst.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og her kan du læse mere om billedet herunder, der viser tegn på en planets fødsel. Det gule knæk i midten menes at være stedet, hvor planeten er under dannelse.