Tonsvis af mikroplast svæver rundt i atmosfæren
mikroplast i atmosfæren

Mikroplast, det mikroskopiske affald fra verdens løbske forbrug af plastik, spredes blandt andet gennem atmosfæren. (Billede: Shutterstock)

Mikroplast, det mikroskopiske affald fra verdens løbske forbrug af plastik, spredes blandt andet gennem atmosfæren. (Billede: Shutterstock)

Kilde: 
20 april 2021

Det er ikke kun i havene, jorden, drikkevandet og vores egne kroppe, at man kan finde mikroplast.

Ifølge et nyt studie findes de mikroskopiske plastikpartikler også i enorme mængder i vores atmosfære, hvor det bliver ført rundt til de fjerneste afkroge af verden.

Det skriver Live Science.

I studiet, som er et af de første til at undersøge luftbåren mikroplast, målte forskere nedfaldet af partikler fra luften henover det vestlige USA i en periode på 14 måneder.

Baseret på resultaterne vurderer forskerne, at der over det vestlige USA alene er omkring 1.000 ton mikroplast i luften, og til forskernes store overraskelse stammede størstedelen af det ikke fra byerne, men derimod vejene, som stod for 84 procent af udledningerne.

»Når man tænker på, at plastik, ligesom støv, skal bruge en fysisk kraft for at kunne stige op i atmosfæren, giver det mere mening,« forklarer miljøforsker Janice Brahney, ifølge Live Science.

»Veje — og endnu vigtigere, biler på vejene — leverer den mekaniske energi, som skal til, for at sende partiklerne op i atmosfæren.«

De to andre store kilder til mikroplast i luften var havene (med 11 procent) og støv fra landbrugsjord (med 5 procent), hvor stærke vinde skubber plastpartiklerne op i atmosfæren.

Dog vurderer forskerne, at mængden af forurening fra disse tre kilder varierer, alt efter hvor man er i verden, skriver Live Science.

Forskerne opdagede, at plastpartikler kan være luftbårne i alt fra en time til næsten en uge, og de brugte computermodeller til at regne ud, hvordan mikroplasten spreder sig rundt i verden.

»Atmosfæren er en af grundene til, at mikroplast er så udbredt,« fortæller Janice Brahney, ifølge Live Science.

»Her er potentialet for at kunne transportere plastik rundt til forskellige steder, på tværs af kontinenter og virkelig fjerne områder, som ellers ville være uberørte af menneskelig forurening.«

Mikroplasten i naturen kan potentielt have enorme konsekvenser, både for mennesker og miljø, da effekten af at indånde, drikke og spise så store mængder plastik ikke kendes endnu.

Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of the Sciences.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.