Truet gorilla-art på vej mod genetisk nedsmeltning
Østlig lavlandsgorilla

Den østlige lavlandsgorilla fra Den Demokratiske Republik Congo har i lang tid været på IUCN's rødliste over truede dyrearter. I de sidste årtier er bestanden faldet drastisk. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
28 december 2018

De østlige lavlandsgorillaer, en truet art fra bjergene i den Demokratiske Republik Congo, fødes i disse år med fingre og tæer, der vokser sammen, lav fertilitet og svækket immunforsvar. 

Nu ved forskerne hvorfor.

Det voldsomme fald i bestanden af østlige lavlandsgorillaer i løbet af de seneste årtier har ført til lav genetisk diversitet. Den mindskede bestand har forårsaget mutationerne, viser et nyt svensk studie. Det skriver Earther.

Gorillaernes gener har endnu ikke nået stadiet ’genetisk nedsmeltning’ - for lav genetisk diversitet til at arten kan formere sig. Men vi må sætte en stopper for bestandfaldet, peger studiet udgivet i Current Biology på.  

»Når populationen bliver mindre, vil skadelige mutationer sandsynligvis blive hyppigere,« siger Love Dalén, professor ved Institut for Bioinformatik og Genetik på Naturhistoriska Riksmuseet i Stockholm og førsteforfatter på studiet, til Earther. 

Undersøgte historiske genomer

For at undersøge om faldet i bestanden skyldtes tab af genetisk diversitet gjorde det svenske forskerhold noget nyt.

De sammenlignede genomerne i den lille bestand af østlige lavlandsgorillaer med genomer fra tidligere bestande, som gik 100 år tilbage, opbevaret på museer.

Det er første gang forskere har undersøgt ændringer i genvariation over tid ved hjælp af historiske genomer fra en truet art.

»Vi tror, at der er stort potentiale i at indføre fremgangsmåden på en større skala for at undersøge truede arter generelt,« siger Love Dalén til Earther.

ast

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.