To markante jordskælv målt på Mars

Jordskælv på Mars kan gøre os klogere på planetens indre. (Billede: NASA)

Jordskælv på Mars kan gøre os klogere på planetens indre. (Billede: NASA)

Kilde: 
06 april 2021

NASA’s InSight-sonde målte i marts måned to fjerne, men relativt stærke jordskælv på den røde planet.

Skælvene, som fandt sted 7. og 18. marts, målte henholdsvis 3,1 og 3,3 på richterskalaen og opstod i regionen 'Cerberus Fossae', nær planetens ækvator.

Det skriver Universe Today, der fortæller, at det er nogle af de stærkeste marsskælv, der hidtil er målt.

Til forskel fra Jorden har Mars ingen tektoniske plader, der som bekendt forårsager størstedelen af jordskælv herhjemme: I stedet er det vulkansk aktivitet under Mars’ overflade, som forårsager den seismiske aktivitet på den røde planet.

Og Cerberus Fossae, som kendetegnes ved en række sideløbende sprækker på planetens overflade, hvor jordskorpen blev revet i stykker af voldsom vulkansk aktivitet i Mars’ fortid, viser sig at være et hotspot for jordskælv.

At Mars har jordskælv er noget forskerne har mistænkt i årtier, men var en rent teoretisk antagelse, indtil InSight ankom til planeten i 2018 og allerede året efter registrerede seismisk aktivitet.

Siden da har InSight registreret over 500 jordskælv på Mars.

Den hellige gral for InSight-missionen er at registrere et særligt stærkt jordskælv, et såkaldt ‘Big One’, som sender rystelser helt ned til planetens kerne og lader os blive klogere på Mars’ indre, som vi lige nu ved meget lidt om.

InSight har indtil videre batteri nok til at fortsætte dens mission i to måneder, før den må gå i hi, da dens solceller er dækket til af støv og jord, som er nødt til at blæse væk, før den kan fortsætte.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.