Tis fra astronauter kan laves til mad og værktøj
Kilde: 
23 august 2017

I en ikke så fjern fremtid kan astronauter måske spise mad og bruge værktøj, der er lavet ved at fodre deres eget tis til genmodificeret gær.

Det fortæller et amerikansk forskerhold fra University of South Carolina på en amerikansk konference for kemikere, skriver theguardian.com.

Gærceller kan ifølge forskerne genmodificeres til at lave alt fra omega-3-fedtsyrer til plastik, og det er praktisk, når man er langt hjemmefra.

»Astronauter skal kunne lave de næringsstoffer og materialer, de har brug for under lange rejser i rummet, uafhængigt af Jorden,« siger biolog Mark Blenner fra University of South Carolina til theguardian.com.

Forskerne præsenterede det nye projekt på den årlige konference hos American Chemical Society, og de fokuserer på gærsvampen Yarrowia lipolytica.

Astronauter har allerede erfaring med at dyrke salat og andre planter på Den Internationale Rumstation, men gærceller kan vise sig at være et bedre alternativ.

Her fortæller den italienske astronaut Samantha Cristoforetti, hvordan astronauterne gør på Den Internationale Rumstation, når de skal både stort og småt. (Video: European Space Agency, ESA)

»De kan lave mange af de vitaminer og næringsstoffer, vi ofte får fra plantebaseret mad, men de vokser langt hurtigere og på mindre plads,« siger Mark Blenner til theguardian.com.

Yarrowia lipolytica kan ifølge forskerne fodres med urinstof fra astronauternes tis, og fotosyntetiske alger kan nære dem med blandt andet sukker og fedt.

Alger er endnu en organisme, der kan komme med på fremtidens rumskibe, da de kan hjælpe med at genbruge astronauternes afføring.

Der er dog stadig lang vej endnu, før forskerne er klar til at installere levende gærceller på et rumfartøj.

»Når det kommer til et produkt, så har vi bevist, at konceptet fungerer og kan producere polyesterplastik, men vi er stadig ved det indledende arbejde,« siger Mark Blenner ifølge theguardian.com.

Og det er ikke alle, der føler sig overbevist om, at genmodificerede gærceller er vejen frem, når astronauterne skal klare sig selv i rummet.

Gærceller kræver nemlig også maskineri og vedligeholdelse, og teknologien har lange udsigter, forklarer Mark Hempshell, der er formand for British Interplanetary Society.

»Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det i de fleste tilfælde er meget lettere bare at tage reservedelene med sig, end det er at producere et temmelig elendigt stykke plastik, der måske alligevel ikke er bedst til værktøjet,« siger han til theguardian.com.

on

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.